Kære pige på 15 år
Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan være hårdt at starte på efterskole. Der sker mange nye ting, der er mange nye indtryk og mange nye mennesker, som man skal forholde sig til. Det er rigtig godt at du skriver, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig!
Først og fremmest får jeg lyst til at sige, at jeg synes du er rigtig modig og sej. At gå på efterskole kan være en stor udfordring for nogle, og det kræver mod og vilje at starte. Det har du gjort – og det kan du godt være stolt af!
Når man starter et nyt sted, så er der som sagt rigtig mange nye ting, som man skal forholde sig til. Nye venner, nye sengetider, nye fag, nye lærer og meget mere. Nogle vænner sig til alt det nye meget hurtigt – måske går der kun nogle få dage. For andre kan det tage lang tid at vænne sig til det – måske uger eller måneder. Så når du efter tre uger på en ny efterskole stadig synes, at det kan være rigtig hårdt, så er det helt normalt og okay.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg faktisk, at du er rigtig godt på vej til at vænne dig til at gå på efterskolen og have det godt der. Du skriver, at du har nogle gode roomies, og at du har nogle at snakke med. Når du alligevel nogle gange synes, at du ikke ved hvor du skal gøre af dig selv, så tror jeg det er vigtigt at huske på det. At der faktisk er rigtig mange, som gerne vil snakke med dig.
Måske kan du tænke, at de andre på efterskolen altid ved, hvor de skal stille sig, og hvem de skal snakke med? Jeg ved nemlig fra andre unge, som er startet på efterskole, at man nogen gange kan tænke sådan. Derfor kan det måske også hjælpe dig at tænke, at du ikke er den eneste, der synes det kan være svært. Jeg tror nemlig, der er andre på efterskolen, der også synes, det kan være hårdt.
Her på vores hjemmeside kan du læse andre unges breve om at have det svært på efterskolen. Du kan også se en film, hvor andre unge beskriver følelsen af at savne på efterskolen. Det er nemlig noget, mange kender til: Efterskole-hjemve
Jeg synes det er rigtig godt, at du snakker med din mor om, at det er hårdt at være på efterskolen. Det kan nemlig være rart at få luftet sine tanker og følelser til nogen, man føler sig tryg ved. Når man snakker med andre om alle sine mange tanker, så kan tankerne nogle gange blive mindre og ikke fylde så meget bagefter.
Måske kan du også snakke med nogle på efterskolen om det? Når man er på efterskole har man sin hverdag der. Det er der, du oplever alt det, som du synes kan være lidt hårdt. Derfor tænker jeg også, at det kan være rart, at der er nogle på skolen, som ved hvordan du har det.
Måske kan du snakke med dine roomies omkring det? I er allerede trygge ved hinanden og snakker godt sammen. De er også lige startet på efterskolen, og måske går de med nogle af de samme tanker som dig. Måske snakker i sammen om aftenen inden i går i seng, og så kunne du måske fortælle dem det der?
Det kan også være, at der er en lærer på din efterskole, som du kan snakke med. Måske har du en kontaktlærer eller en anden, som du er tryg ved. Du kan spørge din lærer, om han/hun har tid til at snakke med dig. Det er nemlig vigtigt, at I har god tid, og at der er ro omkring jer, når I skal snakke. Hvis din lærer ved, hvordan du har det, så kan han/hun hjælpe dig til, hvad du kan gøre for at få det bedre.
Jeg tror det er vigtigt at tænke, at det kan være godt at tage et skridt ad gangen. Det er stadig nyt for dig at være på efterskole og det er helt okay, at alting ikke sker med det samme, og at det kan være hårdt i starten.
Lige nu har du brug for at snakke med din mor hver dag. Det næste skridt kan måske være, at du prøver at snakke med din mor hver anden dag. I stedet for din mor, kan du så prøve at snakke med nogle på skolen.
Et skridt kan også være, at du skal prøve at være der i weekenden. Det kan være rigtig godt at prøve, men man skal også have lyst og være klar til det. Hvis du tager et skridt ad gangen, så tror jeg stille og roligt, at det kan blive lettere at være på efterskolen.
Jeg håber rigtig meget, at mit svar kan hjælpe dig. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe på tlf. 116111.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg tror på, at du får et rigtig godt år på efterskolen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen