Kære dreng på 16 år
Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg vil forsøge at give dig mine råd til, hvordan du kan komme videre herfra.
Du skriver, at din farfar er blevet indlagt. Det lyder ikke rart – særligt ikke, hvis han har betydet noget for dig. Det er klart, at du føler behov for at besøge ham.
Gad vide hvorfor, du ikke må besøge ham? Fordi du ikke er klar til det? Måske kan du spørge dine forældre om, præcis hvad der gør, at du ikke kan besøge ham? Jeg kan godt forstå, hvis det har gjort dig ked af det eller vred.
Jeg kan se, at du ikke er på talefod med dine forældre pt, men har du forsøgt at tale nærmere med dem om, hvordan du har det med deres beslutning?
Ved de, hvordan du egentlig har det? Både med, at du ikke må besøge din farfar – men også med, at du har selvmordstanker og isolerer dig fra de andre?
Nogle gange er det rart at få sine følelser og tanker ud, så man ikke skal gå med det helt for sig selv. Måske ville det også være rart for dig?Det kan også være, at det ville føles bedre for dig at tale med en anden voksen end dine forældre. Måske er der en voksen på efterskolen, som du er tryg ved. Har du en kontaktlærer?
Det vil nok kræve mod af dig. Men måske kunne du prøve at afsløre lidt om dine svære tanker og følelser overfor kontaktlæreren? Du virker ret modig, for du skriver ind til mig. Kunne du bede om et møde med kontaktlæreren, hvor I kan få talt sammen?
Eller måske kender du en fra din familie, der ville være god til at lytte. Hvem tror du ville være bedst for dig at tale med?
Måske kan du ikke komme i tanke om nogen lige nu. Så er der den mulighed, at du bruger en rådgivning. Du kan enten tale med os (tlf. 116111) – eller du kan prøve Headspace Denne organisation er god til at tale med unge, der befinder sig et svært sted i livet.
Du kunne også overveje at tale med din egen læge. Han/hun kan måske pege på nogle, der kan hjælpe dig videre? Det kan være, at du i en periode kunne få glæde af en god unge-psykolog?
Det kan være nemmere sagt end gjort, at man bare ‘skal åbne sig’ og fortælle om svære tanker og følelser. Mange ting kan stille sig i vejen: Man kan tro, at ingen vil forstå. Man kan tro, at problemet er for lille til at interessere andre. Man kan tro, at man skal klare tingene selv. Man kan tro, at det hele drejer sig om, at man skal være ‘stærk og disciplineret nok’ ….. man kan lade sig hæmme af følelsen af at være ‘forkert’.
Angsten for at blive afvist og bedømt kan komme til at fylde alt for meget. Følelsen af at være ‘forkert’ kan hindre, at man tør tale med andre. Men hvis man kan trodse den følelse, og tør tale med andre, kan man få det bedre.
Du har ret til at få hjælp, så du kan få det bedre. Fortæller du en voksen om, hvordan du har det, så vil de fleste prøve at hjælpe dig (hvis de kan). Men nogle gange skal man prøve at tale med flere voksne, før man finder en, der er god at tale med, og som kan hjælpe. Det er vigtigt ikke at give op.
Hvis du har lyst til at få en snak om selvmordstanker, din farfar, dine forældre eller noget helt andet, så er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 – eller skrive til os på SMS eller chat her: https://bornetelefonen.dk/faa-hjaelp/. Du bestemmer, hvad vi taler om. Det er 100% anonymt og gratis. Vi er her for at hjælpe dig.
Uanset hvad, så synes jeg, at det er vigtigt, at du får talt med en voksen om det, så du kan få hjælp hurtigst muligt. Det har du ret til.
Du virker som en rimelig sej person, der ikke er bange for at udtrykke følelser. Du viser i brevet, at du tør at bede om hjælp og er god til at mærke efter i dig selv. Det tror jeg, at du kan komme rigtigt langt med. Derfor tror jeg, at du nok skal finde frem til, hvad der er bedst for dig at gøre herfra.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen
