Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

min krop og hvordan jeg ser ud

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13-årige

Jeg kan godt forstå, du har haft lyst til at skrive til nogen. At du har haft lyst til at fortælle din historie og deler din tanker og følelser.

Når jeg læser dit brev, kan jeg forstå, at du har mange ting, der fylder i dit hoved. Mange ting, der gør det svært at være dig for tiden. Det er noget, der har fyldt længe. Og jeg synes, det lyder som om, at du har gået meget alene med det uden at snakke med nogen om det.

Du fortæller i dit brev, at du har det svært med din krop og dit udseende. Du har nogle problemer med dine forældre og din far, som du oplever er strid over for dig. Du er bekymret for, om du kan få venner på din efterskole. Det hele bliver nogle gange så svært, at du har lavet selvskade.

Det er alt for mange ting at gå med alene. Én ting er de problemer, vi som mennesker har. Men noget andet er, når vi ikke får talt med nogen om dem, men bare skal gå med dem helt alene. Det er rigtigt, rigtig svært. Det kan give en stor følelse af ensomhed.

Nogle gange, hvis man ikke får talt om det, der er svært, kan man føle sig som en ballon, der er lige ved at sprænge. Man er så fyldt op, at man næsten ikke kan holde det ud. Kan du genkende det?

Men når man får talt om det, der er svært, kan det føles som om, at der bliver lukket lidt luft ud af ballonen.

Der er også nogen, der siger, at når man ikke taler om det, der er svært, kan det føles som om, at man har tunge sten på skuldrene. Men når man så får åbnet op, så føles det som om, at det tunge sten forsvinder. Så føler man sig lidt lettere.

Måske kan du genkende det. At det kan være rigtig svært og tung, når man ikke får talt med nogen om de ting, der fylder inde i én. De ting som er svære. Så kan det være så rart at få talt om.

Måske kunne du også mærke det, da du skrev dit brev til BørneTelefonen. Måske føltes det lidt som om, at der blev lukket lidt luft ud af ballonen. Eller som om der forsvandt nogle sten fra dine skuldre.

Her på BørneTelefonen vil vi rigtig gerne snakke med dig, hvis du har brug for nogen at tale med. Du kan altid ringe, hvis det føles som om ballonen er ved at sprænge, og du har brug for at lukke noget luft ud.

Når man ringer til BørneTelefonen, kommer man til at snakke med en af vores søde rådgivere. Og det er dig, der bestemmer, hvad I skal snakke om. Det er gratis, og vi har altid åbent. Du kan ringe på 116111.

Her kan du se, hvad der sker, når man ringer til BørneTelefonen.

I dit brev fortæller du om, at du har det svært med din krop og dit udseende. Det er noget, der har gået dig på i lang tid. Og du har prøvet at tabe dig. Nu skal du snart på efterskole, og jeg fornemmer, at det også fylder i forhold til, at du skal på efterskole snart.

Måske tænker du, at du gerne vil nå at tabe dig før du starter på efterskolen. Måske fordi du er bange for, hvad folk tænker om dig. Eller fordi du gerne vil give et godt indtryk.

Hvis man har det svært med sin krop, kan det fylde rigtig meget for en selv. Man ser måske ned af sig selv eller i spejlet og bliver ked af det, man ser. Måske kan man også komme til at sige nogle rigtig grimme ting til sig selv inde i hovedet.

Men så kan det være vigtigt at huske, at andre mennesker ikke nødvendigvis tænker som én selv. For de ser jo ikke de samme problemer som dig. For andre mennesker er det ikke et problem, at du synes, du er for tyk eller ser ud på en forkert måde.

For dig fylder dit udseende måske noget hver dag. Andre mennesker er måske ligeglade med, hvordan du ser ud. De går nok mere op i, hvordan du er at være sammen med. Om du er en god ven, sød at snakke med eller sjov.

Det fylder helt sikkert ikke lige så meget for andre, som det gør for dig. Det kan nogle gange være rart at tænke på, tror jeg.

Du fortæller også i dit brev, at du har selvskadet. Folk begynder ofte at lave selvskade, når de har det skidt.

Måske har man ikke haft nogen at tale med sine svære følelser om, og derfor har selvskade virket som den eneste måde at få afløb for følelserne på.

Vi hører fra mange børn og unge, der oplever, at selvskade ”giver” dem noget. Det kan være, det giver dem et frirum fra de svære følelser. Man kommer måske lidt “ud af hovedet” og “ned i kroppen”. Man kan flygte fra det svære. Kan du genkende det?

Selvom “pausen” fra de svære følelser kan være befriende, er det ikke noget, der hjælper én på sigt.

Nogen bliver afhængige af selvskade, fordi det bliver den eneste måde, man kan holde de svære følelser ud. Så kan man pludselig lavet selvskade længe, fordi man har haft det svært længe.

Her på BørneTelefonen har vi en side om selvskade. På den side er der råd og øvelser, der kan hjælpe en, når trangen til selvskade kommer.

Når man har det dårligt med sig selv eller ens udseende, er det svært, fordi det er noget, der altid følger med én. Hvis man er i en krop, man ikke er glad for, kan man føle sig helt fanget. Det kan føles som om, man har en ond stemme inde i et hoved. Kan du genkende noget af det?

Her på BørneTelefonen hører vi ofte fra børn, der ligesom dig kæmper med selvhad og lavt selvværd. Det er noget som alle kan rammes af.

Nogen af dem fortæller, at det virker for dem at lave nogle øvelser, der hjælper dem med at få det bedre. Du kan bruge sådan nogle øvelser på denne side.

Du kan også se en video, hvor andre unge, der har haft det svært med sin krop, taler om det. Det kan være rart at vide, at man ikke er alene. Det kan også være rart at vide, at andre der har haft det svært ligesom en selv får det bedre.

Du skriver selv i dit brev, at du godt ved, at ”vi ikke rigtig kan gøre noget”. Og det er på sin vis rigtigt. Det er i hvert fald svært for mig at gøre så meget andet end at prøve at forstå og give nogle råd lige nu.

Men jeg tror på, at vi kan hjælpe dig ved at lytte og forstå – hvis du kan finde modet og styrken til at åbne op og fortælle om, hvordan du har det. Derfor tror jeg, at du kunne være en god ide at prøve at ringe til os her på BørneTelefonen på 116111. Så kan vi også sammen tale om, hvad du kan gøre for at få det bedre.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Efterskole Hvordan får man nye venner?

Skal du snart starte på efterskole? Eller går du måske allerede på en?

Efterskole kan være en helt særlig oplevelse, hvor man får nye venner og særlige oplevelser. Det kan også være, at man oplever nye slags udfordringer.

Overvejer du efterskole, har du måske tanker som: Er efterskole det rigtige for mig? Hvordan betaler man for efterskole?  Hvordan får man venner? Hvad gør man ved hjemve? Eller skal jeg slå op med min kæreste, fordi jeg starter på efterskole?

Få gode råd og vejledning til efterskole inde på vores temaside her.

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat