Kære du
Hvor er det godt, du har skrevet. Jeg vil rigtig gerne
skrive, hvad jeg tænker, når jeg læser din historie…
Jeg synes bestemt ikke, du er for følsom. Jeg tænker egentlig, at alle mennesker er følsomme på
hver deres måde. Der kan være meget stor forskel på, hvordan man gerne vil
hjælpes, når man har det svært – og nogle gange kommer det også an på, hvad det
er, der er svært. Egentlig får jeg indtryk af, at du er rigtig god til at mærke
efter i dig selv og sætte ord på, at du er ked af det og frustreret. Det er en
god egenskab.
Jeg kan godt forstå, du gerne vil tale med din mor. Måske
har hun altid været din trygge base, og så er det selvfølgelig svært at undvære
hende, mens du er på efterskolen? Jeg kommer sådan til at tænke på, hvor meget
(eller om) du og din mor har snakket om, hvordan det påvirker dig (og din
familie), at du har fået diagnosen Aspergers syndrom? Måske syntes du, det var
svært at få at vide? Det kan også være, at det både var svært og lidt en lettelse?
Når du skriver, at du ikke må ringe og SMS’e til din mor
mere, så bliver jeg lidt i tvivl om, om det er din mor eller en anden, der har
sagt nej til, at du må kontakte hende? Jeg kan godt forstå, du bliver ked af
det, når din mor reagerer som hun gør, når du har det svært og at du indimellem
får følelsen af ikke at ville leve mere. Men jeg bliver nødt til at sige, at
forældre en gang imellem bliver smadder forskrækkede, når deres børn fortæller
ærligt om, hvordan de har det. Så sommetider kommer de til at skælde ud i
stedet for at give det kram, der i virkeligheden er behov for. Nu ved jeg ikke,
om det er sådan din mor har det, men måske kunne du finde mod til at fortælle
hende, at du blev ked af det. Ville du mon kunne vise dit brev til din mor?
Måske kan det give hende en forståelse af, hvad der gør det særligt svært for
dig, når du ikke må ringe og SMS’e..? Det kan også være, din mor kan forklare
dig, hvorfor hun synes, du skal snakke med nogle andre (voksne?), når du er på
efterskolen? For nogen unge giver det mening at vise BørneBrevkassens svar…
Hvad tænker du mon om den mulighed?
Er det mon kun din psykolog, eller snakker din mor også med
hende/ham? Måske ville det være rart for jer, hvis I begge kunne få lov at tale
med psykologen? Både sammen og hver for sig? Nogle gange er det nemlig rart, at
der er en tredje person, der kan hjælpe til med at få sat ord på… Ville det
være en mulighed for jer, tror du?
Jeg vil spørge dig, om du mon kan se en mulighed i at snakke
med en sød lærer på efterskolen? Måske har du en god kontaktlærer eller også
synes du, din dansklærer er rigtig rar..? Ville du have mulighed for og mod på
det? En gang imellem kan det være rart at få lov at fortælle sin historie til én,
der er tæt på i dagligdagen. Og måske ville det være en hjælp for dig at vide,
at der er en voksen, du kan gå til, når du er på efterskolen. Hvad tænker du
mon, når jeg skriver sådan?
Jeg håber, du vil ringe eller SMS’e til BørneTelefonens
rådgivere på 116 111, hvis du har brug for at fortælle mere. Du har også
mulighed for at logge på UngeChatten. Begge steder vil rådgiveren spørge lidt
dybere ind til din situation. Og måske kan I sammen finde nogle andre muligheder
end dem jeg har haft mulighed for at skrive til dig her.
Her til sidst vil jeg igen sige, at det er helt forståeligt,
at du er følsom omkring din situation, og jeg håber virkelig, du kan finde en
hjælp i mit svar.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
