Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bange for at starte på efterskole

Brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet.

Hej,
Jeg hedder J og er 14 år gammel. Jeg skal starte på efterskole her efter sommerferien, og jeg har det ikke så godt…Jeg er så trist over at jeg ikke skal gå i min klasse mere, og det kan godt være at du måske tænker jamen hvorfor så starte på efterskole, hvis du har det godt i din klasse? Det er fordi denne beslutning tog jeg da jeg gik i 6. Klasse, hvor jeg virkelig ikke havde det godt i min klasse og havde ikke haft det godt siden 3. klasse. Så jeg tog den beslutning sammen med mine forældre, i 6. klasse, så jeg kom på ventelisten også fik jeg et plads i år. (Så jeg skal starte i på efterskole i 8.)

Da jeg var til informations møde på efterskolen, fik jeg snakket lidt med nogle af pigerne som jeg skal gå i klasse med og de var super flinke, jeg snakkede også med nogle af lærerene og de så virkelig også ud til at være super flinke.

Efterskolen er mega fed! Der sker altid så mange gode, sjove og hyggelige aktiviteter. Og den ligger virkelig tæt på stranden og den er i det heletaget mega fed og er den perfekte efterskole til mig.

Men jeg er så bange for at tage på efterskole…jeg har sagt farvel til klasse, hvilket var virkelig hårdt! Jeg grad sygt meget den dag. Jeg har sagt farvel til mit yndlings sport, gymnastik…og her om to tre uger skal jeg sige farvel til min familie…så jeg skal sige farvel til at det jeg elsker aller mest på den her jord. (Okay det kan godt være det lyder lidt overdramatisk, men det er virkelig hårdt, og jeg forstår ikke hvorfor det skal være så smertefuld.) Jeg er virkelig bange for at tage på efterskole…jeg er bange for at få hjemve, jeg er bange for at jeg slet ikke kommer til at få nogle venner, jeg er bange for at jeg bliver den dårligste i min klasse (fagligt), jeg er bange for at min gamle klasse kommer til at lære mere end hvad jeg kommer tilsat lære på den her efterskole, jeg er bange for at jeg kommer til at midste mine to bedste veninder , jeg er bange for at jeg har taget en meget dårlig beslutning, men den værste angst er at jeg er bange for at skuffe mine forældre…så derfor kan jeg ikke sige eller nævne noget som helst om mine frygter. Jeg er også virkelig bange for at jeg kommer til at midste det gode forhold jeg har med mine forældre.

Jeg grader virkelig tit og føler at jeg ikke kan få vejret når jeg tænker på at jeg skal på efterskole, og på alt det jeg har skulle sagt farvel til . Jeg ved virkelig ikke hvordan det kommer til at være, så det giver mig meget stress og angst. Jeg ved ikke havd jeg skal gøre, især fordi jeg føler at mine frygter begynder at gå udover min sundhed…nogle gange føler jeg at jeg slet ikke kan få vejret og mit hjerte begynder til med at bange virkelig hurtigt og jeg begynder med at gå i panik, når jeg tænker på efterskole og min familie, venner, gymnastik…sp jeg har brug for noget hjælp og råd. Da jeg ikke kan fortæller det her til mine forældre for ikke at skuffe dem…

Tak for hjælpen på forhånd.
Hilsen J

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Det er en stor ting at skulle væk fra alt det kendte og trygge, så det er helt normalt, at du bliver bange og usikker og kommer i tvivl, når du skal være og bo et andet sted et helt år – eller længere.

Men…
Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har hørt om nogen, der ikke fik en masse venner på efterskolen.
Du skal tænke på, at I jo er sindssygt mange unge mennesker i samme alder, så der er bestemt venner nok til alle.
Du kommer til at bo på værelse med nogen.
Du kommer til at sidde sammen med nogle andre i spisesalen.
Du kommer til at have boglige fag sammen nogen og praktiske/kreative fag sammen med nogle andre.

I bliver blandet så meget, at det er umuligt ikke at komme til at lære en masse at kende. Og ofte er der en masse ryste-sammen-aktiviteter i den første uge, inden den rigtige undervisning går i gang. Og efter den uge er man allerede knyttet tæt sammen med nogle nye venner.

Jeg kan også sige med sikkerhed, at alle de andre tænker nogenlunde de samme tanker som dig. Alle er bange for, hvordan det kommer til at gå, for de har jo ikke prøvet det før, og de kommer helt alene og har allesammen forladt deres skole, deres venner, deres fritidsaktiviteter og deres familier. I er altså mange der står nøjagtig samme sted.

Du skal heller ikke være bange for, at du ikke lærer ligeså meget som i din folkeskole.
Lærerne på efterskolen har nemlig samme uddannelse som dem i din folkeskole. Nogle efterskolelærere har endda et års uddannelse mere.
Det kræver nemlig mere af en lærer at arbejde med unge mennesker i døgndrift, hvor man skal erstatte deres forældre for en tid – end det gør at undervise i folkeskolen, hvor man jo kun er i skole i 7 timer. Den faglige undervisning er den samme, for den skal lede frem til den samme afgangsprøve.

Jeg kan godt forstå, at du tænker over, hvordan dit forhold til dine forældre vil blive, men de er jo dine forældre. De vil elske dig, som de plejer, uanset om du er derhjemme eller ej. De vil komme til at savne dig rigtig meget, men de vil glæde sig, til du kommer hjem og fortæller om alle de nye ting, du har lært og oplevet.

Dine veninder vil også komme til at savne dig, og de vil også glæde sig, til du kommer hjem. Men I skal selvfølgelig sørge for at holde kontakten, hvis I skal bevare jeres tætte venskab. Så der skal både du og de gøre en indsats. Det kan du jo tale med dem om, inden du tager afsted.

Til sidst vil jeg sige, at hvis du bliver ved med at have det skidt med at skulle afsted, så er du nødt til at tale med dine forældre om det.
Du fortæller, at du har et godt forhold til dem. Det er jeg glad for at høre, for det betyder, at du sagtens kan være åben overfor dem om dine følelser.

De bliver ikke skuffede. Det er naturligt, at man kommer i tvivl. Det er et stort spring for en ung pige (eller dreng) på din alder.
Det vigtigste for dine forældre er, at du har det godt.
Jeg tror bestemt ikke, at dine forældre ville blive skuffede over at høre, at du er bange for at få hjemve. Det er jo på en måde et kompliment til dem.
Jeg tror snarere, at de ville blive kede af, at du gik rundt med så stærke følelser af frygt og tristhed uden at sige det til dem.
For mig lyder de som nogle forældre, du kan regne med, og som virkelig er der for dig. Jeg er helt sikker på, at du roligt kan fortælle dem, hvordan du har det.

Og hvis det bliver ved med at være helt forfærdeligt at tænke på at skulle afsted, kan du tale med dine forældre om, hvorvidt det er muligt at udskyde efterskoleåret til 9. eller 10. klasse. Men altså, jeg tror bare, du skal glæde dig. Det er virkelig fedt at gå på efterskole.

Og skulle det utænkelige ske, at det slet ikke gik, så kan du jo bare komme hjem igen. Man er ikke tvunget til at blive der hele året, hvis man ikke trives. Det er hverken dine forældre eller efterskolen interesserede i. For begge parter er det vigtigste, at du har det godt.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Efterskole Hvordan får man nye venner?

Skal du snart starte på efterskole? Eller går du måske allerede på en?

Efterskole kan være en helt særlig oplevelse, hvor man får nye venner og særlige oplevelser. Det kan også være, at man oplever nye slags udfordringer.

Overvejer du efterskole, har du måske tanker som: Er efterskole det rigtige for mig? Hvordan betaler man for efterskole?  Hvordan får man venner? Hvad gør man ved hjemve? Eller skal jeg slå op med min kæreste, fordi jeg starter på efterskole?

Få gode råd og vejledning til efterskole inde på vores temaside her.

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat