Kære 13-årige
Tusind tak for dit brev.
Du skriver, at du er bange for at være bagud, når du starter på gymnasiet, hvis du tager et år på efterskole. Jeg vil først og fremmest fortælle dig, at det er meget almindeligt er være 20 år, når man er færdig på gymnasiet.
Hvis du interesserer dig for gymnastik og ønsker at prøve et efterskolefællesskab af, så vil jeg anbefale dig at tage på efterskole.
Efterskoleåret er for mange et helt unikt og særligt år, hvor man lærer rigtig meget om sig selv. Mange får her gode venner for resten af livet, og man kan for eksempel dyrke sine interesser, som for eksempel gymnastik, i et andet fællesskab.
Så i stedet for at være “bagud” på gymnasiet, så vil du have nogle andre ting med i din kuffert, som du garanteret vil kunne bruge både socialt og fagligt – resten af livet.
De fleste efterskoler holder åbent hus til Efterskolernes Dag d. 26. september, hvor man har mulighed for at komme ud at se nogle forskellige efterskoler og mærke stemningen på stedet. Det kunne måske være en mulighed for dig?
Hvis du bliver ved med at være i tvivl, så kan du måske tage en snak med den studievejleder, der er på din skole. Han/hun vil helt sikkert kunne vejlede dig endnu mere.
Jeg håber, du kan bruge mit svar – jeg ønsker dig al held og lykke med dine fremtidige valg.
Kærlig hilsen BørneTelefonen