Kære pige på 15 år
Mange tak for at du skriver igen til BørneTelefonen. Jeg håber at jeg kan hjælpe dig. Måske er det allerede en hjælp at du har fået skrevet dine tanker ned? Det er godt at du ved, at det er vigtigt at snakke om hvordan du har det. Det viser at du har styrke og mod.
Det er altid anderledes at starte på noget nyt og ukendt, og det kan også være svært. Det er der mange børn og unge, der har fortalt mig. Jeg kan se at du gør dig rigtig mange tanker om nu og fremtiden, det er også helt naturligt.
Du skriver, at det er nummer to efterskole at du er på. Det kan jeg godt forstå er svært, med nye omgivelser og nye mennesker, som du skal forholde dig til.
Jeg kan fornemme at det er lidt overvældende med alle de ny kammerater. Det kan godt tage lidt tid at falde til et nyt sted. Det kan jeg også læse, at du egentlig godt ved.
Du skriver at de andre elever er søde, og det er jeg glad for at høre. Kan det være at der er en af de andre elever, som du kan snakke med? Der er nok andre, der også synes det kan være svært at være væk hjemmefra.
Mon du har talt med dine forældre om dine tanker? Det er meget vigtigt at du taler med en voksen. Du skal have det godt. Det er de voksnes ansvar. På en efterskole får alle elever en kontaktlærer, mon du har fået en lærer, som du kan snakke fortroligt med?
Det er en god idé at snakke med din kontaktlærer, eller en lærer på efterskolen som du føler dig tryg ved. Når du ser læreren, måske efter undervisningen, kan du spørge om han/hun har tid til at snakke med dig om noget vigtigt.
Jeg tror det vil være godt at fortælle læreren, hvordan du har det. Du kan fortælle, at du har skrevet til BørneTelefonen og måske også vise mit svar. Måske kan du gøre det? De voksne på en efterskole ved godt, at det kan være svært at være hjemmefra.
Du overvejer også, om det er lidt for tidligt at starte på efterskole. Du er virkelig tænksom – det er super godt gået. Og måske har du ret. Måske er det lidt for tidligt for dig at bryde ud af de trygge rammer derhjemme.
Jeg synes, det lyder som en god plan, at du lige giver efterskolen en chance. Men hvis du det næste stykke tid kan mærke, at det bare ikke bliver bedre. Ja, så er det bare helt okay at flytte hjem.
Jeg har talt med flere unge, som har besluttet sig for at afslutte efterskolen før tid. Hvis det sker, skal du prøve at lade være med at være for hård ved dig selv. Så får du nok et fint skoleår derhjemme – og så kan det være, at du har mod på efterskole næste år.
Det er rigtigt fint at du skriver til os om hvordan du har det.
Jeg håber at mit svar har givet dig nogle muligheder, som du kan bruge. Ellers er du også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111 eller skrive på vores chat eller SMS. Det er anonymt og vi er altid klar til at lytte.
Med mange kærlige tanker og hilsner
BørneTelefonen