Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Efterskole

Hej bt, jeg har en bedste veninde og hun overvejer at tage på efterskole efter ottende, jeg støtter hende selvfølgelig, men jeg er rigtig bange for at vi mister kontakten hvis hun gør, og at hun for nye og bedre venner. Det skal lige siges at hun er sådan min bedste ven og jeg har andre venner i klassen, men jeg snakker ikke så meget med dem, så jeg er også rigtig nærvøs for at føle mig alene hvis hun flytter.
V.h bange veninde

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Tusind tak for at dele dine tanker på Brevkassen. Det er fantastisk at have så god en veninde, som du har. Gode venskaber er nemlig noget af det allerbedste der findes. Men nogle gange kan det faktisk være hårdt at have en bedste veninde, fordi man bliver utrolig sårbar ved tanken om at miste hende. Er det mon noget, du kan genkende?

Du lyder som en fantastisk pige, der støtter din veninde i at tage på efterskole. Det er enormt stort af dig at være der for hende, selvom tanken om at hun skal tage afsted inderst inde gør dig ked af det. Mon hun ved, hvor god en veninde hun har i dig? Hun er enormt heldig at have en veninde, der er så glad for jeres venskab.

Jeg kommer faktisk til at tænke på, om hun mon ikke også er bange for at miste kontakten til dig. Gad vide, om I to har snakket om, hvordan I kan være gode til at bevare kontakten og holde sammen. Der er nemlig rigtig mange andre unge, som har oplevet at stå i præcis samme situation som jer, og som har bevaret kontakten ved at lave en aftale på forhånd.

Det er nemlig nemmere at holde et venskab ved lige, hvis man har lavet en aftale om, at man måske ringer sammen én gang om ugen eller har en fast aftale om at ses, når hun kommer hjem i weekenden. Hvad tænker du mon om, at I kan lave sådan en aftale?

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for at føle dig alene, hvis din bedste veninde vælger at flytte på efterskole. Det er meget naturligt at have de følelser, som du giver udtryk for. Vi som mennesker har nemlig behov for at være sociale, og vi finder stor tryghed i at være sammen med folk vi føler os tætte med.

Det kan måske være, du finder ud af, at nogle at de andre fra klassen er vildt søde, og at I har mere til fælles, end du regner med. Når man har været vant til at have sin bedste veninde hele tiden, er det helt normalt, at man snakker lidt mindre med de andre klassekammerater. Men hvis din veninde flytter, opstår der pludselig en ny mulighed for at lære nogle af de andre bedre at kende. Kan du følge mig i den tanke?

Jeg synes, du skal snakke med din veninde om, hvordan du har det. Jeg er sikker på, at hun bliver rigtig glad for at høre, at du kommer til at savne hende og at du er bange for at miste kontakten til hende. Det viser hende nemlig, at jeres venskab betyder enormt meget for dig. Du kan nemlig både støtte hende og samtidig vise hende din glæde over jeres tætte venskab.

Jeg håber at I får en god snak sammen!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Efterskole Hvordan får man nye venner?

Skal du snart starte på efterskole? Eller går du måske allerede på en?

Efterskole kan være en helt særlig oplevelse, hvor man får nye venner og særlige oplevelser. Det kan også være, at man oplever nye slags udfordringer.

Overvejer du efterskole, har du måske tanker som: Er efterskole det rigtige for mig? Hvordan betaler man for efterskole?  Hvordan får man venner? Hvad gør man ved hjemve? Eller skal jeg slå op med min kæreste, fordi jeg starter på efterskole?

Få gode råd og vejledning til efterskole inde på vores temaside her.

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat