Brev

Efterskole

Hej brevkasse

jeg er overvætig og bliver mobbet på min efterskole af en dreng han kalder mig for fed og svin og sådan noget

men jeg turer ik sige det til en voksen for så gør han det bare mere har sagt han skal lade vær men det gider han ik

jeg vil bare gerne kunne være mig selv

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Nogle mennesker, når de har det svært selv, har det med at lade det gå ud over andre. Det er dybt uretfærdigt og særdeles sårende for dem, det går ud over.
Når jeg skriver sådan, så er det fordi, at de mennesker, der mobber, sommetider også har det svært, men kommer til at lade det gå ud over andre.

Ofte er de bange for at virke svage i andres øjne, og det kan nogle gange få dem til at være lede på en måde, hvor de trykker andre ned.
Måske er det sådan, det forholder sig med den dreng.Det er synd for ham, men derfor skal du absolut ikke finde dig i hans måde at behandle dig på.

Jeg forstår godt frygten for, at det bliver værre, hvis du siger noget, men jeg tænker, at det bare er tomme trusler for at undgå, at du siger noget.
En efterskole er et meget lukket system, så han kan ikke rigtig løbe fra sine handlinger, hvis han gør noget, han ikke må eller kan være bekendt.
Der er voksne til stede hele tiden, og hvis en elev ikke kan tilpasse sig og behandle andre ordentligt, så har efterskolenmulighed for at tale med ham, så han ved, at det ikke er ok at mobbe og true med at mobbe mere, hvis du siger det. Og man kan også blive bortvist.

Det starter de selvføgelig ikke med at gøre, men hvis en elev bliver ved med at opføre sig groft overfor andre, på trods af samtaler og tiltag, så kan det gå den vej.
Jeg vil derfor opfordre dig til at få talt med en voksen om, hvad der foregår. Og så kan du jo sige til den voksne, at du er bange for, at det bliver værre. Så kan I sammen aftale en måde, det skal håndteres på, så der kan blive gjort noget ved det, uden at situationen bliver værre. Det er jeg helt sikker på, at skolen sagtens kan håndtere. 

Derudover kunne du jo tale med nogle af dine veninder og venner om det, så de kan bakke dig op og være der for dig, hvis drengen prøver på noget.

Man skal aldrig finde sig i at blive generet af andre. Den eneste måde, det kan stoppes på, hvis vedkommende ikke selv stopper med at genere én, er, at man vælger at handle på det.
Du kan eventuelt også selv prøve at tale med ham; spørge ham, hvorfor han siger det, og om han ikke gider lade være. Men tøv endelig ikke med at tale med en lærer om det.
Det er din ret at kunne være i fred uden at blive generet af andre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat