Brev

Tror jeg har angst og vil gerne have en diagnose,

Hej.

Jeg er en pige på 15 år der hele mit liv har oplevet at være ekstra nervøs og overtænkende. Her indenfor set sidste år er det bare blevet ekstra slemt og nu er det så slemt at jeg tænker på det hver dag og græder over hver dag at jeg har det som jeg gør. Jeg hår rundt og overtænker alt, føler konstant jeg har sommerfugle i maven uden grund, har det især svært i sociale situationer hvor jeg før tror jeg har oplevet et panikanfald hvis jeg skulle til en fest eller andet.

Det irriterer mig selvfølgelig rigtig meget da det påvirker mig så meget og ville bare ønske jeg kunne have det normalt uden at skulle tænke så meget over alting. Især det med det sociale og hvordan jeg har lyst til at græde hvis jeg skal spille et spil med få personer fra min klasse eller andet. Jeg har prøvet at sige det til mine forældre men de siger jeg overdriver og at alle har det sådan en gang imellem. Jeg vil rigtig gerne komme til lægen for at se om jeg faktisk har angst og kan få en diagnose.

Men efter jeg hele mit liv har fået fortalt at jeg bare overreagere osv.. har jeg også på den måde altid været dårlig til at beslutte mig om hvordan jeg føler og derfor siger min hjerne hele tiden til mig at jeg overdriver og at der ikke er noget. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg ellers skulle have det så dårligt her og jeg er træt af at det ødelægger mit liv så meget. Det har også gjordt mig meget deprimeret lige siden det begyndte at blive værrere og har hele tiden tanker om at cutte og har også gjordt det. Men hvordan kan man få en diagnose uden at forældre skal indblandes i det for jeg ved mine forældre ikke vil kunne forstå mig:-(

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit gode brev. Hvor er det godt, at du skriver ind til BørneTelefonen så vi kan hjælpe dig.

Først vil jeg sige, at du er rigtig god til at beskrive dine følelser og tanker. Dit brev giver et utroligt fint og stærkt indblik i, hvordan du har det og hvad du ønsker hjælp til. Hvor er det flot!

Jeg kan godt forstå, at du har det dårligt og er træt af at det ødelægger dit liv, som du skriver. Det er ikke okay at have det som du har det, og det lyder som en rigtig god ide at søge noget mere hjælp til at få det bedre.

Alle børn og unge i Danmark har ret til at være glade og trygge. Og det er de voksnes ansvar. Så når et barn eller en ung har det svært og har brug for hjælp, så skal de have det. Det gælder også dig.

Når jeg læser dit brev, så oplever jeg, at du har kæmpet for at få det bedre i meget langt tid. Du skriver, at du har haft det sådan her i hele dit liv. Du har delt dine følelser med dine forældre, dog uden at føle at de helt forstår dig. Som jeg fornemmer det, så har du forsøgt at acceptere at du “bare overreagerer og at alle har det sådan en gang imellem”, som de siger.

Det er trist, at du ikke føler at dine forældre forstår hvordan du har det. Ved de mon, at du har cuttet og tænker meget på det, og at du føler dig deprimeret?

Kunne det være en ide, at vise dem dit brev og mit svar? Nogle gange er det nemmere at forholde sig til ting gennem et brev fremfor en samtale. Så kan man også bruge brevet som udgangspunkt på en god snak.

Det kan også være, at du kender en anden voksen som du føler dig tryg ved og som du kunne dele dine tanker med? Det kunne være en lærer, en af dine venners forældre, en i din familie?

Hvad tænker du om det?

Mange unge kontakter BørneTelefonen med netop de samme tanker og følelser som du har, og jeg tror at de fleste vil kunne genkende rigtig meget af det du beskriver.

Især følelsen af ikke at blive taget alvorligt af andre når man forklarer, hvordan man har det, fylder hos mange unge.

Det samme gælder oplevelsen af, nærmest at blive i tvivl om hvad man faktisk føler, og at man på en måde mister fornemmelsen af sig selv. Jeg tænker på, om du mon også har det sådan?

Grunden til at jeg spørger er fordi man ofte kan opleve, at når man forsøger at lade som om man har det godt og undertrykker sine egentlige følelser, så får man det faktisk bare endnu værre.

Nogle forsøger at “dulme” det ved at f.eks cutte som du også beskriver. Og så kan der opstå en “ond cirkel”, som kan være rigtig svær at komme ud af.

Måske kan du genkende den følelse?

Du skriver, at du gerne vil have en diagnose for at se om du har angst. Det er noget du skal snakke med din læge om. Lægen kan hjælpe dig med at henvise dig videre, hvis det bliver nødvendigt. Din læge vil også kunne hjælpe dig med en henvisning til en psykolog, hvis du tænker at det kunne være en god ide?

En psykolog vil kunne tale med dig om hvorfor du reagerer som du gør og vil kunne give dig nogle gode redskaber og metoder som du kan bruge i de svære situationer.

Du kan godt tale med din læge uden at dine forældre ved det. Nummeret står på bagsiden af dit gule sundhedskort. Så vil du og lægen sammen finde ud af, hvad der er den bedste løsning for dig. Hvis din læge tænker, at dine forældre skal have besked, så vil han eller hun tale med dig om det først.

På BørneTelefonens hjemmeside ligger der rigtig mange breve og svar som handler om det vi kalder social angst. Med det du beskriver i dit brev, så tænker jeg at det kunne være en hjælp at læse nogle af dem.

Du er altid velkommen til at kontakte Børnetelefonen igen, enten ved at ringe eller skrive til os. Vi sidder klar til at hjælpe dig.

Masser af tanker fra BørneTelefonen