Søster med diagnose

Kære 12-årige pige,

Mange tak for dit brev ind til brevkassen. Jeg kan virkelig godt forstå din frustration over din søsters opførsel, og at du vælger at skrive ind til os for at få dine følelser ud. Jeg vil forsøge at give dig nogle råd, som jeg håber, du kan bruge.

Det er helt forståeligt, at det gør dig vred, når din søster sviner dig til og slår ud efter dig. Det er klart at du bliver vred, når du ikke får noget ud af at fortælle om episoderne til din mor; men ender i kæmpe skænderier i stedet for.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du føler en form for afmagt. Du beskriver, at du er virkelig træt af, at din søster bare kan sige og gøre alt, men det du må ikke.

Nogle gange kan det være svært at forstå, hvad det vil sige, når et familiemedlem, eller en person man har tæt på, lever med en diagnose. Når man er pårørende som du er, og lever med en søster, der har en diagnose så tæt på, kan det også være svært at forstå.

Men jeg tænker lidt, at når din mor begrunder din søsters adfærd med, at “hun har en diagnose”, har du så overvejet at sætte dig ind i, hvad det mon er for er diagnose? Jeg forstår virkelig godt din vrede, og du har ret til at være vred!

Men kunne det være, at det kunne skabe en forståelse for, hvad det er, der gør, at din søster opfører sig sådan?

Det får mig også til at tænke på, om der mon er andre, du har prøvet at dele dine tanker og følelser med ud over din mor? Måske en god veninde, som ikke er en del af det? Ellers vil jeg henvise til Headspace, hvis du kender det? Headspace er et rådgivningstilbud, som har afdelinger i hele landet.

Du kan både ringe og skrive til dem og tale med en rådgiver helt gratis og anonymt. De plejer at være gode til at lytte og forstå forskellige problemer unge kan have.

Du skriver, at når du bliver irriteret på din søster, så skriger du, for ingen skal have lov til at behandle dig sådan. Det er naturligt, at man kan have brug for at reagere, som du gør. Det er også sundt at mærke efter, hvor ens grænser går. Og jeg kan godt forstå, at hendes opførsel går ud over din grænse.

Men jeg håber, at du har lyst til at overveje at sætte dig ind i, hvad det vil sige, at have den diagnose, hun har. Måske er det i virkeligheden også noget hun selv er ked af, at hun lever med? Har du prøvet at snakke med hende om det? Og måske er hun også ked af, at hun kommer til at behandle dig sådan, fordi hun ikke rigtig kan styre sin vrede?

At mærke efter, hvor ens grænser går, er en kæmpe styrke. I fremtiden kommer du måske også til at stå i situationer, hvor du kan mærke, at noget bare ikke er i orden. Der er det rigtig godt og vigtigt, at kunne sige fra. På den måde lærer man at mærke efter, hvor ens egne grænser går og får sagt fra.

Jeg håber du kunne mit svar til noget, og at du og din søsters forhold bliver bedre med tiden. Du er altid velkommen til at skrive ind igen, eller ringe til BørneTelefonen på 116111.

De kærligste hilsner,

BørneTelefonen