Kære 16-årige pige
Det var godt, at du skrev herind til BørneTelefonen, for jeg kan læse, at det er nogle tanker, der fylder meget i dit hoved. Det er rigtig vigtigt at komme ud med sådan nogle tanker, så man kan få noget hjælp og dermed få det bedre. Hvis man går med sådan et tankemylder for længe, kan det ende med at koge helt over inde i ens hoved.
Du skriver at du bliver virkelig nervøs, hver gang nogen vil lave aftaler med dig, og at du derfor får lyst til at sige nej men ender med i sidste øjeblik at sige ja alligevel. Det synes jeg er rigtig sejt! Når man bliver nervøs eller føler sig utilpas, er det letteste nemlig at sige nej og fjerne sig selv fra situationen. Det kræver mod og viljestyrke at sige ja, som du gør, selvom du får de ubehagelige følelser.
Du skriver også, at du faktisk har kastet op, fordi du var så nervøs. Det er bestemt ikke meningen, at det skal være sådan – det lyder meget ubehageligt!
Som du skriver kan vi her ved BørneTelefonen ikke fortælle dig om du har angst eller ej. Men man kan slippe af med angsten med hjælp fra fagfolk. Det hele kan derfor blive anderledes, og det behøver ikke at blive ved med at være, som det er nu. Nogle gange kan man have behov for at sige det til sig selv. Ud fra det du beskriver, synes jeg at det ville være en god ide, at snakke med en læge om hvordan du har det.
Du nævner ikke noget om, at du har snakket med dine forældre, om den angst du oplever. Det ville være et rigtig godt sted at starte. Hvis du synes det er svært at skulle fortælle dem, det kan du prøve, at læse det brev du har skrevet herind højt for dem?
Hvis ikke det er en mulighed at snakke med dine forældre, kan det være du har en veninde, eller måske en lærer du kan snakke med?
Det kan endda være, at nogle af dine veninder kender til de følelser du går med. Hvis ikke er det også bare rart at få luftet sine tanker engang imellem. Hvis du har brug for nogle idéer til at finde ro, når tankerne fylder, kan du også kigge her: https://bornetelefonen.dk/find-ro-0
Hvis du ikke synes, du har nogen, du kan snakke med om dine tanker, synes jeg, du skal kontakte os her på BørneTelefonen igen. Så kan vi sammen tænke mere over, hvad du kan gøre. Eller hvad vi kan gøre for at hjælpe dig.
Du kan ringe og tale med os her på BørneTelefonen på telefonnummer 116111.
Når du ringer til BørneTelefonen, kommer du til at tale med en af vores søde rådgivere. Vores rådgivere har alle erfaring med at hjælpe andre unge der har det ligesom dig. Det er gratis at ringe til BørneTelefonen, og vi har altid åbent.
På BørneTelefonen er det dig, der bestemmer, hvad vi skal tale om. Vi tager dig altid seriøst. Her kan du se, hvad der sker, når man ringer til BørneTelefonen.
Hvis du ikke føler for at skulle snakke med nogen om det endnu, kan du måske starte med at skrive dagbog for at få dine tanker ned på papir. Det kan også sagtens bare være i dine noter på telefonen. Du kan skrive ned, hvad det er der bekymre dig ved for eksempel at lave en aftale med nogen – hvad det er du bliver nervøs over, og hvad det er du er bange for, at der kommer til at ske, hvis du laver den aftale. Det kan nogle gange hjælpe, hvis man skriver det ned, så føles det ikke som om, det fylder så meget i ens hoved, og så kan tankerne være lettere at kontrollere.
Bare det at du har skrevet ind til BørneTelefonen, er et godt skridt på vejen til at få det bedre! Det er tit det første skridt, der er det sværeste, men nu er du i gang med at åbne op for dine tankere, og så er jeg sikker på, at det kun kan blive bedre herfra! Jeg tror i hverfald på dig!
Hvis du stadig er i tvivl, om hvordan du skal håndtere det hele, så er du som sagt meget velkommen til at ringe herind til BørneTelefonen, så en rådgiver kan hjælpe dig med hvordan du skal gribe det an.
Jeg håber du kan bruge mine forslag!
Knus og kærlige hilsner fra BørneTelefonen