ADHD

Jeg er en ung fyr på 15 år.
jeg har for nogle måneder siden fået konstateret ADHD hvilket jeg har det utroligt svært ved at acceptere. jeg har læst en masse om det at have adhd og om hvor mange problemer man kan have når man har adhd. jeg har altid været typen der gerne vil være som de andre, dog er jeg adopteret og skiller mig derfor ud udseends mæssigt. da jeg fik diagnosen synes jeg det var fint og tænkte bare “sådan er det”.
men et par dage efter får vi 4 a-4 sider om alt muligt jeg åbenbart ikke kan eller har svært ved. fx står der at jeg er “dårligt begavet” “Under middel i de fleste fag” hvilket jeg er dybt uenig i og uforstående overfor.
det her har så gjort at jeg nok er en smulle deprimeret, jeg føler ikke jeg er god til noget og nærmest alt hvad jeg går i gang med synes jeg ikke jeg kan finde ud af.
mine forældre og lærer ved det godt men føler ikke rigtigt mine lærer specielt vil hjælpe mig og jeg ender tit med bare at sidde med en opgave og finde en metode hvor jeg kan snyde så jeg får gode resultater. jeg er også stoppet med at aflevere min opgaver og jeg er også begyndt at være mindre sammen med mine venner i skolen, sommetider får jeg tårer i øjnene da jeg ikke føler jeg duer til noget og sidder tit og tænker på om jeg egentlig er dum.
jeg skal begynde på efterskole til sommer som jeg frygter utrolig meget da jeg virkelig er utryg ved at skulle klare mig selv i skolen og ikke kunne få opmuntning af mine forældre hvis jeg får en dårlig karakter eller lign. jeg er begyndt at snyde meget i skolen og føler lidt at jeg får det bedre af at snyde, selvom jeg godt ved det er forkert så ved jeg bare ikke hvordan jeg ellers skal kunne få gode nok karakter og ikke bare hele tiden skulle blive ked af det når jeg får 4 eller derunder.

jeg spiller meget fodbold i min fritid men føler ikke rigtig jeg kan finde ud af det. jeg rykkede ned på et lavere niveau og er derfor en af de bedre spillere. jeg har her på det sidste mistet min motivation for nærmest alt fordi jeg ikke kan holde det her kæmpe forventnings-pres ud længere og magter ikke at bruge så meget energi på noget jeg alligevel ikke tror på kan lykkes.
jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg har prøve at snakke med mine forældre men synes bare at de snakker til mig som om det mig der noget galt med istedet for at når jeg synes noget er galt så er der sikkert en god grund til det altid.
ofte tænker jeg på at løbe hjemmefra eller simpelthen cykle et sted hen og bare føle mig fri alene i flere dage og bare komme langt væk fra alt og alle. jeg har mange venner på den efterskole jeg skal starte på og vi snakker tit om hvordan det bliver og at vi glæder men har det faktisk helt omvendt, og har nogengange lyst til at banke i bordet og fortælle mine forældre at jeg simpelthen ikke tør tage hjemmefra, men vil bare heller ikke blive i min klasse hvor de fleste tit giver udtryk for at de ikke kan holde ud at sidde ved siden af mig.
jeg er også en person der tænker RIGTIG meget over tingene, også de små ting bliver nemt rigtig store inde i mit hoved.

alt i alt er jeg en super nedtrykt dreng der i sidste nede egentlig gerne vil en hel masse i livet men simpelthen er SÅ træt at det kæmpe nådesløse forventningspres som simpelthen dræber mig, samtidig min adhd som sætter så mange forhindringer op foran mig at alting simpelthen bliver uoverskueligt.
har leget med tanken om at hvis det her ikke snart bliver bedre og at vinden ikke snart blæser min vej så går jeg simpelhen under jorden for altid, og som jeg oplever det er der alligevel ingen der vil savne mig, tvært imod.

Jeg kan ihvertfald ikke klarer det mere og har virkelig brug for en der enten hjælper eller forstår mig og kan både vise og hjælpe mig til at holde af mig selv igen.