Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bange for døden

Hey B

Her for tiden har jeg rigtig meget angst for døden.

Jeg er virkelig bange for at dø og er bange for at der ikke er noget efter døden. Jeg er ikke rigtig bange for at andre dør, det er mest bare når jeg dør. Hvad sker der efter? Jeg kan ikke forholde mig til hvis der ikke sker noget og alt bare forsvinder, fordi det vil jeg ikke have. Jeg vil ikke glemme alt, jeg vil ikke miste det jeg har lært. Når jeg tænker på det bliver jeg ked af det og græder.

Det er utroligt sjældent at jeg græder. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på det. Hvis jeg alligevel dør så er der jo ingen grund til at gøre noget. Jeg vil bare gerne have tankerne forsvinder fordi det er ikke det jeg gider tænke på i mine yngre år. Jeg vil gerne leve mit liv som normalt men jeg føler ikke at tankerne om det forsvinder.

Pandemien gør det svært at blive distraheret af andre tanker. Jeg føler mig fanget i de her tanker og det vil jeg ikke. Jeg er kristen og tror på gud, men det er angsten om at hvis det ikke er rigtigt. Jeg håber virkelig jeg kan få en måde at håndtere det på fordi jeg kan ikke holde det ud.

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng 16 år.

Mange tak for dit brev. Jeg tror, at rigtig mange kender til at have perioder, hvor de er bange for at dø. På den måde er du ikke alene med dine bekymringer og tanker. Som regel vil tankerne forsvinde igen efter lidt tid, men det kan selvfølgelig være ubehageligt imens det står på. Derfor er det også rigtig godt, at du har haft mod på at skrive herind for hjælp.

Jeg tænker det vil være rart for dig med hjælp til, hvordan du kan få lidt ro på din frygt. Derfor vil jeg i brevet her komme med nogle forslag til, hvordan du kan håndtere din frygt. Det håber jeg er ok med dig.

Tal med nogen om det – Når du er bange og utryg, skal du ikke gå alene med det. Tænk på, at vi alle sammen ind imellem har det svært på forskellig vis. Det er helt ok at bede om hjælp. Når man fortæller om sine tanker, får man ofte lidt mere ro indeni. Derfor vil jeg foreslå dig at du fortæller om dine tanker til dine forældre eller andre voksne nær dig, som du er tryg ved.

Tænk på noget andet – Når du mærker uro, så prøv at forestille dig, at du er et rigtig rart sted, hvor du plejer at have det godt og være tryg. Det kan måske bremse de urolige tanker og bekymringer. Tænk på, at du ikke vil finde dig i, at urolige tanker skal forstyrre sig og ødelægge din dag. Tænk på nogle neutrale ting, så din tænkehjerne kommer så meget på arbejde, at der slet ikke bliver plads til, at følelserne tager over.

Få ro i kroppen – Øv dig i at trække vejret stille og roligt, fordi det kan hjælpe dig med at genfinde roen, hvis du bliver urolig. Træk vejret stille og roligt og forestil dig, at du puster uroen / angsten ud. Hold hånden på din mave lige omkring navlen. Når du trækker vejret, mærker du, at hånden hæver sig, når du trækker vejret ind, og sænker sig, når du puster ud.

Lav en handleplan – Det kan også være at det ville være rart for dig at skrive en plan til, hvad du kan gøre når tanker om døden overtager. Hvis du har mod på det, kan du bruge BørneTelefonens guide til at få ro på tankerne.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at rådene ovenfor kan være en hjælp for dig. Ellers skal du vide, at du altid er meget velkommen til at ringe ellers skrive til os på 116 111 – Nogle gange kan det være rigtig rart med en uddybende snak om det der er svært.

Jeg sender varme tanker i din retning!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat