Brev

Virkelig ubehagelige drømme!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du
Jeg håber ikke, du har ventet for længe på vores svar. Vi forsøger at svare alle, der skriver ind og så hurtigt som muligt. Jeg er rigtig glad for, at du skriver ind til os og fortæller om, hvad der sker hos dig – og især når du skal sove. Jeg kan godt forstå, at du om aftenen er bange for at falde i søvn. Med de ubehagelige ting, du drømmer om, er der ikke noget at sige til, at du ikke kan sove. Lad mig se om jeg kan hjælpe dig med at finde frem til noget, du kan gøre, så du kan sove bedre.
Du skriver, at du tit bliver vækket af din mor eller far, fordi de hører dig skrige eller græde. Hvor meget har du mon fortalt dem om dine mareridt? Ved de, at du er meget bange for at falde i søvn? Det kan tit være en hjælp at tale med nogen om det, man er vred over, ked af eller som dig bange for.

Hvis du siger højt til din mor og far, at du har brug for at tale med dem om de uhyggelige ting, du drømmer, så kan de hjælpe dig med at snakke om fx motorsavsmassakren eller det store hul, du føler at du falder ned i. Måske vil det lette at fortælle om det, som du er bange for.

Du er rigtig god til i dit brev at beskrive, hvad der gør dig bange. Mon ikke du også kan forklare det til dine forældre..? Måske har du også andre personer omkring dig, som du har lyst til at tale med om dine mareridt, fx en veninde? Du er også altid meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller chatte med os. Der er åbent helt til kl. 23 på alle hverdage, så hvis du er bange om aftenen, kan det måske berolige dig at snakke lidt med en sød rådgiver, før du skal sove..?
Du skriver, at du har en lille idé om, hvorfor du har de her forfærdelige drømme, og at du allerede har snakket med os over BørneChatten. Det fortæller mig, at du er god til selv at opsøge hjælp, når du oplever svære ting. Det er modigt af dig. Bliv ved med det.
At miste en bedste ven så pludseligt, som du har oplevet, er meget hårdt. Jeg tror ligesom dig, at din venindes død kan være en grund til, at du drømmer alle de ubehagelige ting. Jeg tænker også på, hvordan du mon har det om dagen? Måske du også i løbet af dagen tænker tanker om død eller andre ubehagelige ting? Jeg ved ikke, hvor meget du har talt med din mor og far eller med veninder eller andre om din bedste venindes død? Selvom det er 8 måneder siden, at du mistede hende, tror jeg det er vigtigt, at du bliver ved med at snakke med andre om, hvordan du har det. Det kan sætte mange tanker i gang, når man som du mister nogen, man holder rigtig meget af. Og de tanker skal man, så godt man, kan dele med andre. Derfor vil jeg igen råde dig til at ringe eller chatte med os, så du kan få vendt dine tanker. Jeg håber, du kan bruge mit svar, så du snart kan sove godt og trygt igen.
Kærlige hilsener
BørneBrevkassen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat