Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vinter

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13

Tak for dit super vigtige brev her til BørneTelefonen. Det er nogle rigtig voldsomme bekymringer, du går rundt med – og det er derfor super sejt, at du deler dem med os. Tak for det. Jeg skal gøre mit bedste for at give dig nogle idéer til, hvad du kan gøre.

Der er desværre mange, der har det svært med de stigende priser. Det er hårdt. Men heldigvis gør det også, at der er fokus på, at der må gøres noget for at hjælpe. Samfundet må gøre noget, så alle fortsat kan spise sig mætte i ordentlig mad hver dag. Jeg håber, at den større fokus på problemet vil betyde, at der kommer mere hjælp til jeres familie og andre familier i samme situation.

Du skriver, at du kan se, at din mor er presset. Når man som voksen bliver bekymret om pengene, kan man godt komme til at fortælle sine børn om sine bekymringer. Så børnene også bliver bekymret om, der er nok penge. Jeg tænker, at det måske er det, der er sket? At din mor er så bekymret, at hun er kommet til også at gøre dig bekymret?

Jeg kan forestille mig, at du sikkert ville gøre alt, hvad du overhovedet kunne for, at din mor ikke længere skulle være bekymret og presset. Men økonomi og penge er desværre et voksenproblem. Det er voksne, der kan gøre noget ved det – og det er voksne, der måske kan hjælpe din mor til at få lidt mere overskud i hverdagen. De voksne kan fx være fra kommunen, banken eller forskellige foreninger.

Jeg vil lige kort fortælle, hvordan de måske kan hjælpe. Og hvis du har lyst til det, kan du måske give idéerne videre til din mor, så hun kan undersøge dem?

Din mor kan prøve at kontakte kommunen og bede om et møde med dem. Et møde hvor din mor og kommunen kan kigge på hendes økonomi. Og hvor de sammen kan kigge på, om der er nogle flere muligheder for at hjælpe jer. Måske kunne du foreslå din mor at prøve at kontakte kommunen?

Det kan også være banken kan hjælpe din mor med en god løsning, så din mor får lidt flere penge til at betale regninger, mad og så videre. Måske kunne din mor ringe til banken og bede dem om et møde?

Der er forskellige velgørende foreninger, som måske også kan hjælpe – fx med noget overskudsmad, som de forærer væk. Nogle foreninger uddeler også fx julehjælp, der hjælper mange familier med en hård økonomi gennem en svær periode. Hvis din mor ikke allerede har undersøgt de muligheder, kunne du måske foreslå hende at finde ud af, om der er nogen, der kan hjælpe?

På BørneTelefonen har vi også en telefonlinje til forældrene – ForældreTelefonen. Måske kunne du foreslå din mor at ringe til os på ForældreTelefonen på 35555557? Vi kan snakke med din mor om, hvordan hun bedst støtter dig og din lillebror. Og vi kan sammen med din mor undersøge, hvilke muligheder, der kan være for at få hjælp.

Jeg kan forestille mig, at dine bekymringer også fylder meget, når du fx er i skole? Så kunne det være rigtig fint at fortælle en af de voksne i skolen, at det lige nu er lidt svært derhjemme. Så kan lærerne nemlig lettere støtte dig, hvis det hele er lidt ekstra svært en dag.

Måske kunne det være rart for dig at tale med en voksen hos BørneTelefonen (kaldet en bisidder)? Bisidderen kan hjælpe dig og kender alt til, hvilke muligheder der findes – og hvilke rettigheder, du har. Du har fx ret til at være tryg i dit eget hjem – og det er du jo ikke, som tingene er nu! Derfor skal du og din familie have hjælp. En bisidder er god at tale med og i denne video kan du se, hvordan man kan tale med en bisidder. Man kan selvfølgelig tale med bisidderen om andre ting end dem, som vises i videoen: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af de idéer, jeg er kommet med. Og at du måske har fået lyst til at afprøve en eller flere af dem. Jeg ønsker det allerbedste for dig, din mor og lillebror. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os på 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat