Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Usynlige ar

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige

Du skriver ”… Jeg kan nogle gange bryde ud i gråd, selvom der ingenting er sket.”  Men der er jo sket noget. Jeg vil mene, at der er sket flere ting, som har været ubehagelige for dig. Så det, at du ind i mellem græder uden grund, ser jeg som et tegn på, at din krop prøver at få lettet trykket fra det stress, du har været igennem. 

Det er slående for mig, når jeg læser dit brev, at du har en rigtig god forståelse af dig selv. Du kan se, at der er en sammenhæng mellem din psyke og din krop. Du mærker tydeligt din egen krop – og dine egne grænser, som drengen på efterskolen gik ind over. Du var i stand til at sige fra, klart og tydeligt. Du har gjort det helt rigtige. Der er mange, der bliver helt paralyserede under overgreb – hvorimod du faktisk handlede. Kan du godt selv se det nu?

Du spørger, hvad du kan gøre nu. Jeg tænker, at der er flere veje til at få det bedre. Lad mig tage dem én ad gangen.

1. Hjælp til selvhjælp. Du kan ikke kontrollere din reaktion med, at bestemte sanseindtryk giver dig et flashback, dvs. sender dig tilbage til overgrebssituationen. Der en god chance for, at det af sig selv bliver bedre, jo længere tid der går. To ting du kan gøre, når du mærker du bliver bange, er at sige til dig selv: ”Det er okay, at jeg føler et ubehag nu. Det går over igen.”. Mærk dit åndedræt. Prøv at spænde af, lad skuldrene falde ned, træk vejret ind gennem næsen, hold vejret lidt og pust til sidst langsomt ud gennem munden. Gentag det, indtil du mærker at du falder lidt til ro. Er det noget kunne prøve, næste gang du får det dårligt?

2. Professionel hjælp. Opsøg din læge. Det kan måske hjælpe dig at tale med lægen, som også kan give dig en henvisning til psykologhjælp. Du kan få et tilskud på 60 % af betalingen på (max.) 12 psykologtimer, fordi du er mindreårig og har været udsat for et seksuelt overgreb. Så bliver det ikke helt så dyrt for dine forældre – kunne det være en mulighed for jer? Her kan du se hvad du har ret til ifølge loven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=142603. 

3. Kontakt Center for Voldtægtsofre. Her er de eksperter i at snakke med mennesker, der har været udsat for voldtægt og overgreb. Du behøver ikke politianmelde noget for at få hjælp, og det er gratis. Prøv at læse mere om hjælpen på deres hjemmeside http://www.voldtaegt.dk/. Under `Adresser´ kan du finde det center, der er tættest på din bopæl.

En sidste ting jeg gerne vil dele med dig her er, at jeg undrer mig over efterskolens måde at tackle det hele på. Efterskoler har pligt til at føre tilsyn med alle elever, så de undgår at elever kommer til skade eller mistrives. Du er kommet til skade under deres tilsyn, og du har haft en periode med mistrivsel bagefter. Jeg savner at høre, at skolens voksne efterfølgende hjalp dig og snakkede med dig om det, du havde oplevet?

Ikke alene har du oplevet en krænkelse på efterskolen. Du har faktisk også været udsat for eksklusion fra den elevgruppe, du holdt af, og troede du var en del af. Du har skullet være rigtig stærk for at stå det igennem – du er nok mere stærk, end du selv ved.

Hvis du har mod på det, så synes jeg, at du skal kontakte din kontaktlærer eller efterskolens leder for at tale det her ordentligt igennem. Måske har de en forsikring, der kan betale psykologtimer? Spørg dem. Måske kan det også støtte dig at få deres version af forløbet på skrift, hvis din læge skal forstå hvor alvorlig sagen er for dig?

Ring meget gerne til os på 116 111 og få talt det hele igennem med os. Jeg vil også opfordre dig til at tale med dine forældre og dine nærmeste venner. Deres støtte er vigtig. Vis dem eventuelt dit brev og mit svar, hvis du tror, det kan hjælpe på deres forståelse?
Mange kærlige tanker herfra

BørneTelefonen

 

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat