Brev

Under vægtig

Jeg er en pige der går i 6 kl og vejer 27,8 kilo. Jeg er meget kræsen og er bange for at tabe mig hvad skal jeg gøre?

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11

Det er super du har fokus på, hvordan du har det. Og det er rigtig godt, at du har skrevet herind. For du skal ikke gå alene rundt og være bange for at tabe dig. Så tak for dit brev. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle idéer, du kan overveje.

Du skriver, at du er kræsen. Er der ting, du ikke kan lide? Eller er der måske ting, du bedre kan lide og derfor hellere vil spise?

Hvis der er mange ting, du ikke kan lide, kan det måske være måden, det bliver lavet på? Om det bliver kogt eller stegt fx? Den samme mad kan nemlig laves, så det smager meget forskelligt.

Så hvis der er noget, du fx ikke lide, når det bliver stegt, kan det måske godt være, at du bedre kan lide det, hvis det fx bliver kogt? Eller måske bliver noget af maden derhjemme lavet, så det kan være svært at se, hvad der er i? Og måske foretrækker du at kunne se, hvad det er, du spiser?

Er du nogle gange med til at lave maden derhjemme? Og fx selv være med til at lave din madpakke, når du skal i skole? Nogle gange kan det nemlig være nemmere at spise mad, man selv har været med til at lave. Er det noget, du måske kan foreslå dine forældre?

Nogle gange ændrer vores smag for mad sig også med tiden. Noget, vi måske ikke kunne lide for 1 år siden, kan vi måske godt lide i dag. Det er fordi vores smag og vores smagsløg udvikler sig. Derfor kunne du måske prøve at smage igen på nogle af de ting, du tidligere ikke kunne lide? Og måske prøve at lægge mærke til, om det ikke smager lidt anderledes end du husker?

Ved dine forældre, at du er bange for at tabe dig? Jeg kan nemlig forestille mig, at specielt dine forældre vil kunne hjælpe og støtte dig rigtig meget. Både med at lave mad sammen med dig og prøve at smage på nogle af ting, du tidligere ikke kunne lide.

Og de vil også nemmere kunne hjælpe dig, så du ikke skal gå rundt og være bange for at tabe dig. Og hvis du alligevel tabte dig for meget, kunne dine forældre sørge for, at nogle hjalp dig, så du ikke tabte dig mere.

Alle skoler har en sundhedsplejerske tilknyttet. Er det en, du kender? Og sundhedsplejersker ved rigtig meget om kroppen og kost – og er vant til at snakke med børn og unge. Og måske kunne det hjælpe dig at snakke med hende? Måske står der på Aula om, hvornår sundhedsplejersken har åbent? Eller måske kan de fortælle dig det på skolens kontor? Eller måske kan din lærer undersøge det for dig?

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer. Og at du har fået lyst til at snakke med dine forældre og måske sundhedsplejersken på skolen om nogle af dem. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige eller hvis frygten styrer, den måde man er på, og hvordan man har det, så er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogen oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Chat
Chat