Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Udsat for vold.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit brev. Det er modigt af dig at skrive herind og det er godt gjort. Du har været udsat for noget, som du ikke burde gennem mange år i dit liv, og det kan jeg godt forstå påvirker dig og den måde, du lever livet.Det kan tage tid at få det bedre, men det kan godt blive bedre. Det viser den vej du er på nu, og de måder du tænker over tingene også.

Det her brev vil handle om nogle af de forskellige ting, som du har skrevet om, hvor brevet er delt op i to dele for at gøre det mere overskuelig for dig at læse.

 

Din familie og at få det anderledes  

Du skriver, at du ikke har lyst til at se din bror, men føler dig tvunget til det af din familie. En mulighed er, at du fortæller dine forældre eller en af dem, hvordan du oplever hele situationen og at du er bange for din bror og ikke har lyst til at se ham lige nu. Jeg forstår det som, at du passer på dig selv og siger fra - det ser jeg som et udtryk for, at du mærker efter i dig selv og dine føelelser. Noget som du måske ikke har haft mulighed for før, det kan du nu og derfor skal du lytte til dig selv i dette og respekterer det du mærker. Det virker til, at du har brug for afstand og ro til at være dig selv og komme til dig selv.  Det synes jeg er ret stærkt! Så kan det kan måske være, at du på et tidspunkt er mere klar til se ham, men lige nu bryder du dig ikke om det og du behøver ikke at hae svar på, hvornår eller om du er klar til det igen. Måske vil det være rart for dig at få sat ord på, hvordan du oplever det, så dine forældre ved, hvordan du har det og derfor kan hjælpe dig og tage hensyn til dig. Hvad tænker du om det? Ofte er det en god ide at have god tid til at tale sammen, fx kan det være næste gang du skal hjem fra efterskole? Det kan også være, at du har brug for at skrive det til dem, og ikke er klar til at snakke om eller diskuterer det - så må det være sådan og det håber jeg, at dine forældre respekterer. Mon psykologen og/eller psykiateren kan støtte dig i denne proces, hvis du har brug for det?

Det er godt at høre, at du har fået det bedre. Jeg har talt med andre, som oplever at få det bedre ved, at der hen ad vejen er flere oplevelser, hvor de er glade eller griner. I perioder, hvor det er svært, kan det for nogen være en hjælp at bruge tid på noget, som man bliver mere glad af eller hvor man føler et frirum og kan være sig selv. For nogen kan det være at gå ture, tegne, høre musik, mediterer, dyrke idræt, se en god film, lave noget bestemt med veninder eller andet. Hvad kan du mon godt lide at lave? Det kan være rart at have nogle faste tidspunkter, hvor man får gjort noget man holder af. Vil det mon være rart for dig?

Måske vil det være en hjælp for dig at skrive dagbog - digte, som en måde at komme ud med nogle af dine tanker og følelser. Sommetider kan det være rart at få tankerne ud af hovedet og det kan nogle gange gøre, at man får et andet billede på ens situation. Vil det mon være en hjælp for dig?

 

Forhold til andre

Jeg har talt med andre, som også finder det svært at lytte til andres problemer, som synes små, hvis man selv er lidt fyldt op. Det er forskelligt, hvad man har oplevet og alle oplever problemer, hvor nogle er mindre problemer og andre er større. Det kan være vigtigt for andre at tale om deres problemer, ligesom man selv kan opleve det som en hjælp at tale om sine problemer. Selvom problemerne måske kan virke små i andres øjne, så kan de virke store for dem der står med det. Jeg kan godt forstå, at du kan have svært ved at høre på andres problemer. Men måske kan det være en hjælp for dig at tænke over, at problemet kan virke stort for den person der oplever det. At man kan prøve at se det fra deres perspektiv, og måske tænke; når jeg ser dig fra din side, kan jeg bedre forstå, at det fylder for dig...Giver det mon mening for dig og vil det hjælpe at tænke på den måde? 

Du skriver, at du har svært ved at have forhold til andre, hvor du kan have svært ved at se det gode ved andre og tilgive, hvis nogen laver en fejl. Det er godt at være bevidst om, hvordan man tænker om andre og at passe på sig selv. Nogle gange kan mistillid til andre også være form for et forsvar og en måde at passe på sig selv på, hvilket kan være en normal og forståelig reaktion. Det handler måske bare ikke altid om de personer, du er sammen med i din nutid, men om de ting i dit liv, som du har oplevet, og reaktionsmåder som du har været nødt til at bruge, for at passe på dig selv og beskytte dig selv. Giver det mon mening? Måske er det derfor, at det kan tage lidt mere tid at blive tryg og komme tæt på og få tillid til andre. Men, jeg tænker ikke, at det nødvendigvis gør noget, at det tager tid at komme tæt på en ven. Hvad tænker du mon om det? Måske vil det være rart for dig at bruge mere tid med dem, som du har det godt sammen med og fokusere på dem, som betyder noget for dig. Gad vide, hvem du føler dig tættest på og er mest tryg ved? Hvad er mon særligt ved jeres forhold? At stille det spørgsmål kan nogle gange være en hjælp i forhold til at finde frem til, hvad man sætter pris på i ens forhold til en anden.

Du skriver, at du har en tendens til at se ting i sort/hvidt. En måde at forsøge at se tingene ud fra flere perspektiver, kan være ved at stoppe op og tænke over, hvad man ellers kan tænke om den situation eller hvad en anden mon vil tænke om situationen. På den måde kan man komme frem til alternative tanker. Det kan for eksempel nogle gange være en hjælp i situationer, hvor man tænker over, hvorfor folk mon gør som de gør eller i forhold til, at folk ikke nødvendigvis enten er imod eller med en, men måske bare ser tingene på en anden måde. Giver det mon mening?

Hvis du har brug for at tale videre om det eller om andre ting, så er du velkommen til at ringe/sms'e til os på 116 111 eller logge på Chatten.

Jeg håber, at det her brev kan være en hjælp for dig. Du virker viljestærk og med gå-på-mod i forhold til at komme godt igennem og give dig tid og ro til at se den fremtid, som du ønsker for dig selv. Det er så sejt gjort – husk på det.

Mange kram og tanker fra 

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat