Brev

Ensomhed på gymnasie

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige pige,

Mange tak for dit brev. Jeg læser, at du gerne vil have lov til at være dig selv og samtidig få nogle venner i gymnasiet, hvor du ikke kender nogen. Det kan være en svær balancegang, så jeg kan godt forstå, at du føler, det er overvældende.

Det er flot, at du kan sætte ord på din situation, og at du er så reflekteret over dine følelser af ensomhed. Du skriver, at du har svært ved at tage initiativ, men ved at skrive herind og spørge om hjælp, så tager du faktisk initiativ, og det er rigtig positivt.

Du skriver, at du er bange for, hvordan de andre i klassen opfatter dig. Kunne det hjælpe, hvis du husker på, at de ikke har lært dig at kende endnu? Du har stadig mulighed for at sætte præg på, hvordan de opfatter dig. Når man ikke kender nogen, så kan man starte på en frisk.

Jeg har også lyst til at fortælle dig at, der ikke noget galt med at være stille.

Vi er alle forskellige og i et venskab skal der være plads til vores forskelligheder. Man kan godt få venner, selvom man er en stille og genert person. Hvis du ikke føler dig sikker i, hvordan du skal tage det første skridt, så er der forskellige måder at gøre det på.

Hvis det er svært at gå op til en gruppe, kan du måske starte med at finde en klassekammerat, som er alene?

Det kan være, at du har observeret, at der er en anden i klassen, som også virker stille? Eller måske deler din lærer jer op i timerne – det er også en god mulighed for at kunne snakke med en klassekammerat.

Du kan prøve at “øve” dig hjemmefra.

Det lyder måske skørt, men hvis du har forberedt et par samtaleemner, så kan det gøre dig mere sikker i dig selv, når du snakker med dine klassekammerater. For eksempel kan det være om lektierne i gymnasiet. Det er noget du har til fælles med de andre i din klasse, og det kan de relatere til. At snakke om noget man har til fælles med andre, er en god måde at starte en samtale på.

Du kan også prøve at finde venskaber uden for gymnasiet.

Du skriver, at du føler dig ensom, og selvom gymnasiet fylder meget for dig, så er tiden uden for skolen også betydningsfuld. Samtidig kan det måske styrke din selvsikkerhed i at snakke med andre.

Der flere måder at møde mennesker på. Går du til en fritidsaktivitet eller fritidssport? Har du interesser, som du kan dyrke i fællesskab med andre, omkring hvor du bor?

Der findes faktisk et lokalt tilbud kaldet Ventilen. De har flere mødesteder rundt omkring i Danmark – og det kan være en god måde at øve sig med andre. Her bliver man nemlig en del af et fællesskab med andre unge, hvor man laver forskellige hyggelige aktiviteter sammen. Hvis du har mod på det, kan du prøve at tage kontakt til dem?

Følelsen af ensomhed er ikke rar, og det kan være en god ide, at du taler med nogen om det. Følelsen af ensomhed kan fylde så meget, at man faktisk får fysiske eller psykiske smerter af det. Du skriver, at du får ondt ved tanken om at skulle spise alene i spisepausen. Det lyder slet ikke rart.

Kan du tale med dine forældre om det? Eller har du andre, som du er tryg med for eksempel søskende eller en lærer? Det kan være de har nogle gode råd eller selv har oplevet følelsen af ensomhed.

Vi har lavet en guide som du kan bruge, hvis du synes det er svært at sige højt. Den finder du her.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af de ideer jeg har givet. Hvis du mangler flere ideer, gode råd eller vil takle følelsen af ensomhed på en anden måde, så har Børnetelefonen en temaside om ensomhed, som jeg varmt kan anbefale.

Kærlig hilsen

Brevkassen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat