Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Trusler og voldsom opførsel

Jeg oplever til tider, at mine forældre, især min far, agerer voldsomt. For eksempel skændes vi voldsomt nogle gange, hvorefter jeg ikke taler til mine forældre i flere uger.

I disse skænderier, ender det til tider med, at min far har været ved, at smadre min dør. Derudover har han boret sine negle ind i mine arme, og slæbt mig ud af mit værelse, hvis der var noget jeg skulle gøre. Min mor er ligeglad og opfører sig til tider lige sådan.

Jeg bliver enormt bange for dem når disse situationer opstår, og jeg græder tit og er søvnløs længe efter det er sket. Der har faktisk lige været en episode her til aften, hvor han skruede dørhåndtaget af min dør, så han kunne kommende.

Herefter slæbte han mig ud i køkkenet fordi jeg ikke havde sat min tallerken i opvaskemaskinen. Det er utrolig ubehageligt, og jeg har ikke lyst til, at snakke med nogen om det.

Jeg har tænkt over det, og flere gange været lige ved det. Men jeg går bare med det længe, og føler det tynger mig i min hverdag. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Et eneste lyspunkt i min hverdag har hidtil været min hest, men den er skadet for livet.

Jeg ønsker virkelig at få det bedre, men jeg aner ikke hvordan?

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej 16 årige pige

Jeg kan sagtens forstå, at dine oplevelser tynger din hverdag. Det, du oplever, er meget stressende og følelsesmæssigt belastende at være i. Du skal ikke leve på en måde, hvor du er nervøs for, hvornår der næste gang kommer et udbrud eller opstår en situation, som ”tænder dine forældre”.

Dine forældre skal derfor have noget hjælp til, hvordan de lærer at styre deres temperament. Og hvordan I kan tale sammen og have konflikter uden, at det bliver så voldsomt. 
 
Det er så fint, at du flere gange har været lige ved at fortælle det til nogen. Og det er også det, jeg vil støtte dig i at gøre. For selvom det er svært, er det eneste rigtige at fortælle nogen, hvordan det er derhjemme – så I kan få hjælp. 

Jeg ved fra andre unge, jeg har talt med, at de har valgt at vise deres brev og svaret fra BørneTelefonen til en voksen. På den måde behøver man ikke forklare så meget. Mon det også kunne være en god måde for dig? ? 

Måske er der en lærer, som du er tryg ved, eller en venindes mor?  Eller en voksen fra rideskolen? Den voksne vil kunne hjælpe dig med at få talt med kommunen om det, du oplever derhjemme. Så vil kommunen kunne hjælpe jer. 

Der findes også en anonym rådgivning til unge i alle kommuner, hvor du kan henvende dig, og de vil kunne fortælle dig, hvilke hjælpemuligheder der findes. Du kan møde personligt op - måske du kan tage en veninde med som kan støtte dig? Eller du kan ringe. Du finder oplysninger på kommunens hjemmeside. 

Vi vil også meget gerne hjælpe dig. Vi kan tilbyde dig en bisidder. Det er en voksen fra BørneTelefonen, som kan tage med dig til møder i kommunen. På den måde kan du få støtte til at få fortalt om det derhjemme. Ring til os på 116111. Så kan vi fortælle dig mere om den mulighed.

Jeg fornemmer i dit brev, at du har modet til nu at gøre noget for at få hjælp. Du har skrevet herind - det allerede et stort skridt i retningen af, at få det bedre derhjemme. Hold derfor fast i dit mod! Det vil kunne hjælpe både dig og dine forældre. For jeg er sikker på, at de heller ikke er glade for, at I har så mange voldsomme konflikter. De ved nok bare ikke, hvad de skal gøre.

Hvor er det godt, at du har din hest, som du har kunnet være sammen med uden at være bange for noget andet end en våd og kærlig mule. Selvom om din hest er blevet skadet, håber jeg, at du stadig vil kunne være sammen med den – og mærke den ro og tryghed, du også gerne snart skal opleve derhjemme. 

De allerbedste tanker fra Børnetelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat