Kære pige på 13 år
Det lyder rigtig ubehageligt, at du har haft det sådan så længe og gået rundt og været bange for at blive filmet og overvåget. Det er flot, at du kan mærke, at det er ved at tage overhånd og beder om hjælp.
Det lyder på ingen måde mærkeligt, at du har de tanker, og at du bliver usikker på, hvad andre tænker om dig. Jeg har talt med mange mennesker, der har de samme tanker som dig.
Mange personer oplever som dig at være bange for, at andre har optaget dem uden, at de selv ved det. Du skal vide, at det er ulovligt at dele billeder eller film af andre, uden at de har sagt ja til det. Det ændrer selvfølgelig ikke bare på dine følelser, men du skal vide, at der er mange, der har det som dig.
Måske kender du til begrebet om perfekthedskultur? Det beskriver den kultur i dag, som mange unge vokser op i, hvor alt skal være perfekt. Man bliver bange for at træde ved siden af. For vi tænker så meget på, hvad andre mon tænker om os. Det kan være med til, at vi hele tiden vil opføre os “rigtigt”, og ikke stikke for meget ud. Men det gør også bare, at vores liv konstant bliver begrænset. Mon det også er sådan, du har det?
Men sådan er virkeligheden jo ikke, hvor alle er perfekte. Vi kan ikke gå gennem livet uden at lave fejl. Og hvem bestemmer, hvad der er perfekt? Det er faktisk ved at fejle, at vi lærer rigtig meget. Det bedste er at acceptere, at vi alle er forskellige.
Men det er ikke nemt, det ved jeg godt. Det du oplever som perfekt ved andre, er måske slet ikke det samme, som de tænker er perfekt.
Jeg er glad for at høre, at du har snakket med dine forældre. Det lyder dog ikke som om, at de helt har forstået, hvor meget det fylder hos dig. Så jeg synes, at du skal prøve at tale med dem igen nu, da det fylder så meget i dine tanker.
Jeg forstår godt, hvis det kan være en svær samtale at starte igen. Jeg ved, at det har hjulpet andre unge at skrive det, man gerne vil sige i et brev – ligesom du har gjort til os. På den måde skal man ikke selv sige det højt. Kunne et brev være en hjælp for dig?
Du kan også vise dem dit brev, du har skrevet herind – og med mit svar. Her er du rigtig god til at forklare dine følelser og komme med eksempler på, hvordan du har det.
Du nævner også, at du har nogle storesøstre, som forstår, hvordan du har det. Måske kan en af dem hjælpe dig med at tage snakken med dine forældre igen, hvis det er svært at gøre alene?
Dine forældre kan bedre hjælpe dig, når de ved og forstår, hvordan du har det. Svære følelser har det med at vokse, hvis ikke du sørger for at lukke tankerne ud ind imellem. Lidt ligesom luft i en ballon.
Du spørger til sidst i dit brev om: ‘Men er det overhoved muligt at der er en som kigger på mig igennem min telefon?’ Jeg har aldrig hørt, at det skulle kunne ske. Men hvis du føler sig overvåget, har du jo et problem uanset hvad. Et lille praktisk forslag kunne være at dække kameraet til eller helt slukke og gemme mobilen, når du føler dig overvåget i private situationer.
Jeg håber meget, at du har fået mod til at tale med dine forældre igen, så du kan få det bedre.
Hvis du har brug for at vide mere, kan du altid ringe ind til os på BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar – hver dag året rundt. Vi vil så sammen med dig finde den bedste løsning for dig nu og her. Når du ringer til os, er du anonym, og det er gratis at ringe til os.
Mange tanker og hilsner fra BørneTelefonen
