Brev

Stress?

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 15 som går i 8. Jeg har i noget tid nu gået og følt mig ked af det. Da jeg har været i gennem nogle ting, (far i fængsel det meste af mit liv, mor med stress, lillebror hos en voldelig far) er jeg nu bange for, at der er noget galt. Eller jeg ved, at der er noget galt, ved bare ikke, hvad det er der er galt.

Jeg har nogle perioder hvor jeg er helt nede i kulkælderen og andre, hvor jeg føler mig “normal”. Jeg går tit med en nervøsitet i maven, og er meget tit syg. Når jeg er syg, er det som regel ikke sådan nogen bestemt sygdom som influenza, men mere sådan “småsyg” med kvalme, hovedpine, ondt i halsen osv.

Jeg hader at være syg og ikke at skulle i skole fordi, det er som om mine bedstevenner ikke tror på, at jeg er syg. Nok fordi de aldrig selv er syge.

Min far har været i fængsel stort set hele mit liv, og det har selvfølelig gjort, at jeg ikke har det mest normale far-datter forhold. Min mor har ikke rigtigt været kærester med min far, mens jeg har levet (de kan dog fint sammen).

Min mor fik en ny kæreste og de fik et barn sammen -min lillebror. Min lillebrors far var meget voldelig, ikke over for mig, men min mor og hun har haft et par blå øjne efter ham. Min mor valgte at gå fra ham, og han smed mig og min mor ud, og min lillebror blev boende hos ham.

Min mor har siden prøvet at få bopælen, men det er ikke lykkedes. Det har gjort ,at hun er gået ned med stress.

Jeg har også fået nye lærere, da alle de gamle har fået nyt arbejde osv. Det synes jeg personligt ,er meget hårdt, da min gamle dansk lærer vidste de her ting om mig, og snakkede med mig om det engang imellem. Men nu, hvor jeg har fået ny dansk lærer ved hun ikke det om mig, og har ikke rigtigt lyst til at fortælle det igen til den nye lærer. Føler også, at jeg ikke kan koncentrere mig i skolen, og kan ikke overskue selv de mindste ting.

Jeg har haft det sådan her i noget tid (siden 6. Klasse) , men det er først nu blevet værre/alvorligt. Da jeg har virkelig mange symptomer på stress, er jeg bange for at jeg har fået det.

Har også taget nogle test på nettet, og de har ALLE sagt, at jeg er svært stresset og burde snakke med en læge, men er jo ikke sikker på om det er rigtigt, og har ikke lyst til at snakke med lægen, da jeg er bange for at få, at vide at jeg er rask og ingen ting er galt, men ved jo, at der er noget galt, fordi det her kan umuligt være normalt at føle sådan her.

Håber i kan hjælpe.

PS har virkelig ikke lyst at skulle snakke med min mor, eller venner om det.

Pige, 15 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. De ting, du er så god til at beskrive i dit brev, er alle ting, som kan være rigtigt svære at gå rundt med. Du har oven i købet kunnet mærke, at det på det sidste er blevet værre og på den måde alvorligt. Du har brug for hjælp til at få det godt, så du ikke skal gå rundt og føle dig ked af det. Derfor er det rigtigt godt, at du har haft modet til at skrive herind. Jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe ved at give dig nogle ideer til, hvad du kan overveje.

Det første, der falder mig ind, når jeg læser dit brev, er, at din opvækst på mange områder nok har været anderledes end mange af dine venner og veninder. Og du har været gennem flere ting end mange i din omgangskreds. Det har måske gjort, at dine venner og veninder kan have svært ved at sætte sig ind i din situation, og i, hvordan du har det? Og måske derfor har de svært ved at se, at man nogle gange kan have det så svært og måske være helt nede i kulkælderen, så det kan være svært at overskue at komme i skole?

Du skriver, at du oplever en nervøsitet i maven, og at når du er syg, er det oftest småsyg med kvalme, hovedpine og ondt i halsen. Det får mig til at tænke på, at det måske er det, man kalder psykosomatiske symptomer. Psykosomatiske symptomer betyder, at fx hovedpinen og ondt i maven skyldes, at man ikke trives psykisk. Psykosomatiske symptomer er meget almindelige hos folk, der har det svært, og at du måske også har dem, fortæller mig, at du har brug for hjælp til at få det bedre.

Du føler, at du ikke kan koncentrere dig i skolen og ikke kan overskue selv de mindste ting. Her tror jeg, at det skyldes, at tankerne omkring alle de ting, du har været igennem, og tankerne omkring, at du måske har stress, fylder for meget til, at du kan koncentrere dig om andre ting. Dette er helt normalt, og når du får noget hjælp til at kunne håndtere nogle af alle disse ting, vil du langsomt kunne koncentrere dig om andre ting igen, ligesom du lettere kan overskue ting.

I skolen har det naturligvis også gjort det ekstra hårdt for dig, at du har fået nye lærere, og at du derfor ikke længere har din gamle dansklærer, som vidste, hvordan du har det, og som du kunne snakke med. Du skriver, at du ikke rigtigt har lyst til at skulle fortælle det hele igen til din nye lærer. Det kan jeg godt forstå kan virke næsten uoverskueligt. Men samtidig tænker jeg, at det måske kunne være en god ide, at der var en af dine lærere, der vidste lidt om, hvordan du har det? De nye lærere ser det måske bare som om, du ikke gider følge med i timerne, at du pjækker og ikke gider skolen. Her kunne det være meget godt for dig, at mindst en lærer forstod, hvad du kæmper med, og at det nogle gange er en sejr over dig selv, at du overhovedet har kunnet dukke op. Måske kunne du overveje at vise en af dine lærere dit brev her til brevkassen, og evt. mit svar?

Din far har siddet i fængsel det meste af din opvækst, og det kan jeg forestille mig har været svært for dig at håndtere. Det har - ganske som du har skrevet - gjort, at dig og din far ikke har det mest normale far/datter forhold. Her håber jeg, at dig og din far hen ad vejen kan få snakket sammen og få et mere normaliseret far/datter forhold.

Du skriver, at din lillebror bor hos sin far, der har været meget voldelig overfor din mor. Du skriver ikke, om han også er eller har været voldelig overfor din lillebror. Men jeg tænker, at når din lillebror bor hos sin voldelige far, kan hverdagen være uforudsigelig, og stemninger kan hurtigt ændre sig. Måske har din lillebror også brug for hjælp? Du kunne måske give ham nummeret til BørneTelefonen (116 111) og foreslå ham at ringe dertil?

Alle disse ting oven i, at din mor har fået stress, har gjort det svært at kæmpe mod alle de ting, du kæmper mod. Og det har også gjort, at du er bange for, at der noget galt. Som du selv skriver, har du mange symptomer på stress. Fx at du svinger mellem at føle dig normal og være helt nede i kulkælderen, at du føler dig ked af det, at du ikke kan koncentrere dig i skolen og kan have svært ved at overskue selv de mindste ting og at du meget tit er syg. Jeg kan ikke på baggrund af dit brev afgøre, om du har stress eller ej. Men jeg kan i hvert fald afgøre, at du trives dårligt i hverdagen og har brug for hjælp til at få det bedre.

Så selvom du ikke er meget for det, vil jeg – ligesom de tests, du har taget på nettet, - foreslå dig at gå til lægen. Du har i dit brev været rigtig god til at beskrive det, der er svært for dig. Så måske kunne du overveje at tage brevet med og vise til lægen – evt. sammen med mit svar?

Jeg håber, at du har kunnet bruge nogle af mine råd og ideer. Hvis du har brug for flere eller har brug for at snakke, er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen

Lavt selvværd, bliver set på som skrald

Jeg føler at jeg er blevet sindssyg.

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her