Kære pige på 13 år
Hvor er det godt, du taler med din mor, så hun kan støtte dig til at få det bedre! Det lyder til, at hun hjælper med at finde ud af, hvad det er der sker.
Jeg tænker, lige som du og din mor, at din krop fortæller dig, at der er noget, som ikke er helt godt for tiden. Det er rigtigt fint, at du skal tjekkes af din læge. Din læge kan undersøge dig og vil måske også tale om, hvordan du går og har det. Hvad er der er fint og hvad der ikke er så godt.
Hvis der er tale om stress, kan din læge give dig nogle råd, som du kan følge. Jeg tænker, det er en god idé, at du og din mor også taler med din lærer om, hvordan du har det. Hvis der er nogle problemer med vennerne i skoletiden, har din lærer måske nogle idéer til, hvordan han eller hun kan arbejde for, at I alle kan have det godt sammen i skolen. Det er en del af din lærers ansvar, at eleverne trives og har det godt i skolen.
Du er allerede i gang med at arbejde for, at det bliver bedre for dig, sammen med din mor og din lærer.
Det kan være en idé at prøve at føre dagbog over, hvad du oplever i løbet af dagen. Hvad der gør dig glad og hvad der gør dig ked af det og hvad der sker, når du mærker at det bliver svært at trække vejret. Dagbogen er din hjælp til din hukommelse. Dagbogen er din hjælp til at se, om dine symptomer opstår i nogle bestemte situationer eller om der på anden måde er et mønster, som din mor, din lærer eller din læge kan hjælpe dig med at ændre positivt. Når du/I véd disse ting, kan I måske bedre finde ud af, hvad der er bedst at gøre. Måske kan du bruge min idé? Måske får du en anden og bedre idé?
Du kan overveje at vise mit svar til din mor og så kan I måske sammen få gode idéer til, hvad I kan gøre for, at du kan få det godt igen. Det ønsker jeg for dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.