Kære 13-årige pige
Jeg kan godt forstå, at det slet ikke er rart, og du har nemlig fuldstændig ret – han har ikke lov til at røre dig på en måde, som du føler er over grænsen.
Det kan godt være, at han ikke er interesseret i dig, og at han er vant til at gøre sådan med mange venner. Men det er sådan set ligemeget, for uanset hvad er det dig alene, der sætter grænsen for, hvad du synes rart eller passende. Derfor skal du heller ikke tænke over, om du overdriver. Hvis du ikke kan lide det, så er det ikke i orden.
Jeg tænker på, om du har talt med nogen om det? Det kan være rigtig rart at få det sagt højt og også få nogle råd til, hvordan man skal gøre. Jeg forestiller mig, at du kan synes, det lyder lidt svært. Men tænk på, om der kunne være nogen, du havde lyst til at tale med?
Det kunne være en af dine forældre? Hvis du ikke har lyst til det, kunne du måske i stedet prøve at tale med en lærer eller pædagog, som du er glad for? Du er i hvert fald også altid velkommen til at ringe ind til os hos BørneTelefonen på nummret 116111, så kan vi tale mere med dig om det.
Selvfølgelig kunne det også være en idé at tale med “y” om det. Det kommer meget an på, hvordan I ellers har det med hinanden. Føler du, at du ville kunne tale med ham om det? For eksempel sige:
“Hey jeg synes egentlig, det er lidt mærkeligt, at du nusser mine fødder, det gør jeg altså ikke med mine andre venner”. På den måde får du også sagt til ham, at du ikke ser ham som andet end en ven. Så kan det jo være, at han forstår, at du i hvert fald ikke er interesseret?
Tænk meget over, om det vil føles godt at sige det til ham. Hvis ikke, så synes jeg ikke, du skal gøre det. Så vil jeg i stedet anbefale dig at tale med nogle andre.
Hvordan reagerer du i de situationer, hvor han nusser dine fødder eller prøver at få øjenkontakt? Selvom det absolut ikke er dig, der gør noget forkert, og det heller ikke er dit ansvar at gøre noget anderledes, så kan du måske i højere grad trække fødderne væk eller kigge den anden vej? Igen så du i hvert fald viser ham, at det er ikke noget, du er interesseret i?
Hvis det fortsætter, selvom du får signaleret, at du ikke bryder dig om det, kan du overveje at tale med din søster om det. Du kan måske være bange for, at hun bliver sur eller ked af det, men det er jo også for at hjælpe hende. Hun har nok heller ikke lyst til at være kærester med en, der opfører sig sådan.
Jeg synes, du skal have stor ros for at skrive ind, og også for at du er god til at mærke efter, hvad der føles rigtigt og forkert for dig. Det skal du ikke tvivle på.
Jeg håber, du kan få talt med nogen nær dig, som kan hjælpe dig med situationen.
De kærligste hilsener fra BørneTelefonen