Spiseforstyrret?
Hej BB
Jeg er en pige der lige er fyldt 13.
De sidste 2 år er gået med en yoyo vægt.
Det startede med at min mor og papfar begyndte at skændes derhjemme.
Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle håndtere det og snakkede ikke med nogen om det.
I skolen var jeg blevet ‘Den tykke’. Så ja – jeg begyndte at koncentrere mig om maden, for at aflede mig selv fra min mor og papfars skænderier, og for at blive ‘Den tynde’.
Til at starte med spiste jeg bare ikke hele min frokost, bare den halve. Så spiste jeg slet ikke noget frokost. Så spiste jeg heller ikke morgenmad (når jeg altså var alene om morgenen, hvilket jeg er/var ofte).
Jeg tabte mig meget (kom fra 46 kg til 41 kg) og min mor roste mig for mit vægttab, hvilket bare gjorde mig mere motiveret til at tabe mig.
Jeg blev ekstrem god til at lyve omkring mad og lavede minimum 15 minutters cardio hver dag – ikke meget det ved jeg. Men min mor blev bekymret og snakkede lidt med mig om spiseforstyrrelser. Det gik op for mig at jeg nok var på vej i den retning og droppede træningen, men spiste stadig kun aftensmad og nogen gange dessert. Men jeg tog på – gætter på at min forbrænding var meget lav.
Langsomt begyndte jeg at spise mere og tog på. Og så begyndte det igen efter jul. Var vokset (154 cm) og kom helt ned på 34 kg den sommer. Min mor spurgte mig ofte hvad jeg havde spist til morgenmad og frokost og snack – det ærlige svar var jo ingenting, men det blev ikke et ærligt svar.
Hun var tæt på at ringe til lægen en aften, da hun var overbevist om at jeg havde bulimi (har aldrig kastet op med vilje, men har prøvet) men fik hende overtalt til at lade være. På det tidspunkt var min mor og papfar blevet skilt. For at hun ikke forsøge at ringe igen, droppede jeg den minimum 60 minutters cardio hver aften. Og siden da har jeg taget støt på.
Jeg kan spise morgenmad nu, men skipper altid frokost og det ender ALTID med overspisning om eftermiddagen (idag åd jeg 600 ml is, og ALT for meget chokolade!) og jeg er bange for at blive overvægtig nu, men kan ikke holde mig fra maden, og hver aften sidder jeg på mit værelse og græder, og min mor har ikke snakket med mig ang spiseforstyrrelser siden hun ville ringe til lægen og jeg har ikke snakket med hende om det, men har planlagt at tabe mig fra på lørdag af.
Kan ikke holde mig ud. Og på en måde vil jeg gerne have at min mor finder ud af det – så jeg kan få hjælp, men tør ikke få hjælp, for så skal jeg bare tage ENDNU mere på, ellers så siger de at jeg er for tyk til at have en spisefortsyrrelse, og mine tanker er et stort mylder som jeg snart ikke selv kan finde rundt i!
Undksyld for det lange brev … Havde brug for at komme ud med det.
Hilsen den tykke pige.
Spiseforstyrrelser Andre der hjælper
Angst og depression – gratis psykolghjælp
Læs mere
Det Mentale Motionscenter
Læs mere
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Læs mere