Kære pige på 12 år.
Hvor er det godt, du stopper op og tænker over, hvordan du har det. Du overvejer endda, hvad der kan være skyld i, at du taber dig. Det er rigtig godt. For det er første skridt på vejen til at få hjælp og få det bedre.
Grunden til, at du taber dig, kan skyldes mange ting. Du er selv bange for, at det skyldes en spiseforstyrrelse. Jeg kan godt forstå, du er bange for det. For som du nok ved, er det en alvorlig sygdom, som man med det samme skal have voksenhjælp til at komme over.
Men jeg tror faktisk ikke, dit vægttab skyldes en spiseforstyrrelse. For du skriver, at du ikke har gjort noget for at tabe dig. Hvis man har en spiseforstyrrelse, så stopper man med vilje med at spise. Nogle kaster også op.
Jeg tror, du har tabt dig, fordi du ikke har det godt i klassen. Jeg tror, det er din trivsel i klassen, som giver dig mavekramper og hovedpine, og som gør, at du ikke spiser. For jeg ved, at det er helt naturligt at få ondt i maven og miste lysten til mad, hvis man er ked af det og bekymret.
Det er rigtig vigtigt, at du får fortalt nogle voksne omkring dig, at du har det skidt. Og at det måske skyldes din trivsel i klassen. Jeg vil derfor foreslå dig, at tale med dine forældre og dine lærere om det. Måske har de allerede lagt mærke til, at du ikke har det godt?
Du kan fortælle dem, at du faktisk har det så skidt, at du tit har mavekramper, hovedpine, ikke spiser noget og har overvejet, om du er blevet syg af det. Du kan også fortælle dem, at du tænker, det måske har noget med din trivsel i klassen at gøre. Så kan de hjælpe dig med at få det bedre i klassen og i det hele taget.
Du skal endelig blive ved med at mærke efter, hvordan du har det. Og fortæl det, du har fortalt os til en voksen. Hvis du synes, det er svært at tale med dine forældre og din lærer – så find en anden voksen. Det kan fx også være sundhedsplejersken på din skole. Du kan også bare vise dit brev og mit svar til den voksne. Så ved han eller hun, at du skal have noget hjælp.
Du er også altid velkommen til at kontakte os igen.
Kærlig hilsen
Børnetelefonen