Hej pige på 11 snart 12 år
Hvor er det sejt, at du prøver, og hvor er det sejt, at du tør skrive et brev om noget af det, der kan være så svært. Der er rigtig mange, der synes det er svært at skulle løsrive sig fra de trygge rammer og væk fra det, man kender så godt – også selv om det bare er nogle dage eller en enkelt nat. Nogle har mere brug for de trygge rammer end andre, og det kan være, at du er en af dem, der trives bedst med dét, du kender.
Du skriver, at det føles som om, de ikke gider have dig med, men at de jo gerne vil. Det er så flot, at du godt selv ved, at virkeligheden ikke er sådan, selv om det føles sådan.
Jeg bliver nysgerrig efter hvad der skete, da du fik det dårligt i sommerhuset? Blev du ved med at have det dårligt alle dagene? Blev det mon bedre? Kom du hjem fra sommerhuset før der var gået 3 nætter, eller blev du? Er det mon værst om aftenen, når du skal sove? Eller er det værst om morgenen, når du tænker på, at du ikke er hjemme? Eller er det på en helt anden måde?
Jeg bliver også nysgerrig efter, hvornår du ikke mærker så meget til det ubehagelige? Du skriver, at det er gået fint et halvt års tid. Hvorfor tror du, at det går fint nu? Er det mon fordi, du er ved at vænne dig til det, eller gør du noget bestemt, som gør det nemmere for dig?
Når jeg stiller så mange spørgsmål, så er det fordi jeg tænker, at det vil være godt for dig, hvis du kan mærke efter og finde ud af, hvad der skal til, for at det bliver nemmere for dig. På den måde kan du få ideer til, hvad du kan gøre, for at det bliver bedre, når det er svært.
Jeg vil også prøve at give dig nogle ideer, som du måske kan bruge. For nogle virker det godt, at de kan ringe hjem og tale med mor eller far, så man ved, at de har det godt. Det kunne også være, at du skulle skrive et brev til dem, hvor du fortalte, hvordan du har det. Hvis du har lyst, kunne du sende brevet. For nogle er det en støtte, at de ved, at de kan komme hjem igen, hvis det ikke går godt. For andre er det en hjælp, at få noget andet at tænke på. Det kunne fx være at læse i en god bog. Det kan også være, at det hjælper, hvis du ved, at dem du er hos kender til, hvad der kan være svært for dig, og at de ved, hvorfor du bliver ked af det. Så behøver du ikke forklare noget, når du bliver ked af det, men du kan bare få et kram. Mon du ville have mod til at fortælle det til dine veninders forældre, så de kunne hjælpe dig?
Det er rigtig fint, at du har talt med dine forældre om det. Måske skal du tale med dem igen? Det kan være svært at løse sådan et problem helt alene. Hvis du har lyst, så kan I jo sammen læse brevet og sammen finde løsninger på, hvad der kunne virke for dig. På den måde kunne du have en liste med af gode ideer, når du skal sove ude. Mon det kunne være en hjælp for dig?
Det er helt normalt, at man skal vænne sig til at sove hos andre uden ens forældre er med. Måske kunne du tale med dine veninder om, hvad de har gjort for at vænne sig til det. De har måske også nogle gode ideer. Det kan også være, at de stadig synes det er svært, og så kan I måske støtte hinanden.
Jeg håber, at du har fået nogle ideer, som du kan bruge til noget. Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det.
De kærligste tanker fra BørneTelefonen