sociale problemmer

Kære pige,  

Tak for dit brev. Jeg synes ikke det var et forvirrende brev, men faktisk meget velformuleret og samlet. Det du beskriver er nemlig slet ikke let at sætte ord på normalt.

Det lyder som om du har været igennem flere alvorlige ting med depression og selvmordstanker, og nu befinder du dig i en situation hvor noget er blevet bedre, og noget er uændret eller måske nyt, og det har du brug for hjælp til at håndtere på trods af at det er svært at blive hørt. Hvis jeg forstår det rigtigt, så er det ikke så længe siden du startede i specialskolen efter at de psykiatere og psykologer du har gået hos fandt ud af at du har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Det at vide at man har det, tænker jeg, må være noget af en omvæltning og ikke bare noget man hurtigt vænner sig til man har. Det tager tid at finde ud af hvordan ens nye liv skal være, ligesom det altid kræver meget at starte i en ny skole.

Jeg er meget enig med dig i at du ikke bare kan vente på at det nok skal gå over, og jeg er rigtig glad for at du har skrevet herind til Børnebrevkassen.Du fortæller at du er bange for at andre tænker nedladende om dig, at du helst undgår at blive bemærket, og at du er bange for selv at tage kontakt til andre.

Du beskriver også du bliver utilpas med vejtrækningsbesvær, svedige hænder, og at du nogle gange også oplever krampeagtige bevægelser. Hvis denne utilpashed kommer når du føler dig bange, så kunne det måske være de to ting hang sammen, altså at du bliver fysisk utilpas fordi du er psykisk utilpas. Jeg har hørt om lignende oplevelser fra andre børn, og nogle beskrev det som en slags angst de havde.

En pige forklarede mig på et tidspunkt at det var som om den ubehagelige fornemmelse (hun kaldte den ’Bangepigen’) kom udefra og trængte ind i hende, at hun ikke kunne bestemme over den og få den væk, men så fik hun hjælp og lærte hvordan hun kunne bestemme over ’Bangepigen’, så det ikke var ’Bangepigen’ der bestemte og begrænsede hende. Jeg ved ikke om det er noget af det samme du føler, men lige meget hvad tænker jeg at du har brug for nogen der hjælper dig med ikke at være bange så tit.

Jeg  kender jo ikke til dit forhold til dine forældre, men måske du kunne fortælle dem, eller din moster, hvordan du har det, ligesom du har forklaret det i dit brev. Hvis det er svært at sige, kan du vise dem dit brev og eventuelt mit svar? Jeg tænker også at det nok er noget der er meget godt at nævne til en psykiater eller psykolog, hvis du stadig er i en form for forløb? Jeg håber du får fortalt det til en voksen som vil forstå hvordan du har det og hjælpe dig videre.

Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen og snakke med en rådgiver. Nummeret er 116111 og man kan ringe ind anonymt og snakke med en rådgiver hver dag mellem klokken 11 og 23. Rådgiverne er vant til at snakke med børn og unge, også om de ting der kan være svære at snakke om. Jeg kan også anbefale dig at kigge her i brevkassen under kategorien "bange", hvor du kan læse breve fra andre børn og unge der af forskellige årsager er bange, ligesom du selv. 

Endnu en gang tak for dit brev. Jeg ønsker dig alt det bedste.  

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen