Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Social Angst eller genert

Hej BB

Jeg har gennem en længere periode været rimelig nervøs i visse situationer. Jeg bliver nemelig meget ofte nervøs i andres selvskab.

Det er dog ikke alles selvskab jeg bliver nervøs af. Det er mest fremmede der gør mig nervøs.

Jeg føler ofte at de dømmer mig og tænker dårligt om mig.

Der er også nogle i min klasse der gør at jeg får denne nervøsitet. Men det er mest dem jeg ikke taler så meget med og ikke sådan kender særligt meget.

Nogle situationer får jeg det dog værre i end andre.

De symptomer jeg har mest er

Jeg sveder

Jeg får hjertebanken

Jeg rødmer

De gør at jeg mest af alt bare har lyst til at undgå situationen. Jeg ved dog ikke om jeg har nok symptomer til at man kan kalde det social angst.

Det var det jeg gerne ville have hjælp til at finde ud af her, da det er noget der genere mig meget i min hverdag.

Jeg kan ikke handle selv da jeg ikke tør spørge hvor en vare er.
(Jeg kan dog betale selv, men ikke uden at svede).

Jeg kan helt sikkert ikke tage bussen eller toget alene.

Jeg har svært ved at finde fritidsaktiviteter da jeg altid bliver SYGT nervøs af at møde nye personer og skulle være der en fast dag om ugen. Det ender altid med at jeg må mælde mig fra.

Jeg har også meget svært ved gruppearbejde da det også gør mig meget nervøs.

Jeg kunne sikkert skrive mange flere ting på listen af ting jeg ikke kan, men lukker den her.

 

Så, ud fra hvad jeg skriver, lyder det så som social angst?

Jeg vil virkelig gerne vide hvad problemet jeg har er da det så er nemmere at arbejde med(altså overkomme) og måske forklare mit problem til lærere der er pænt mugne over for min manglende sans for gruppearbejde.

Hilsen den forvirrede

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Den der har viljen i hjertet kan ændre meget i livet. Din vilje i dit hjerte lyser igennem i dit brev. For selvom jeg kan læse, at der er mange steder du kæmper, kan jeg også mærke lysten til forandring.

Det er første afgørende og vigtige skridt.

Da jeg ikke er læge må eller kan jeg ikke prøve at gætte mig frem til en diagnose. Det er en læges job. Det er også hos din egen læge, du kan fået startet op på, at finde den rigtige hjælp til dig. For der er hjælp og du er ikke alene om at føle det du føler. 

Jeg tænker derfor, at dit næste skridt skal være at komme til lægen. Du har faktisk skrevet ret præcist, hvordan du har det i dette brev. Så du kan bruge det som en slags tale eller støtte når du skal tale med din læge.

Du skriver ikke så meget om dit forhold til dine forældre i dit brev. Jeg ved ikke hvor meget de ved om, hvordan du har det indeni? Men her vil det også være en god idé at bruge dit eget brev og mit svar til at fortælle dem, at du har brug for hjælp og støtte til at blive mere fri i dit liv. Og til at vise dem, at du er klar til at få hjælp til det.

Jeg håber du finder dit hjertes mod til at vise det her til dine forældre og komme til en læge, der kan assistere med at finde nogen, der kan hjælpe dig med dine udfordringer. Du fortjener det godt liv, hvor du kan gøre det du har lyst til uden at være bange eller nervøs.

Kærlig Hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat