Social angst?

Kære pige
Tak for et godt brev. Rigtig mange unge vil kunne genkende sig selv i de problemer, du fortæller om. Jeg vil dele mit svar op i to – først om din depression og til sidst om din nervøsitet.

Det er dejligt at læse, at du har en fantastisk familie. Jeg fornemmer, at du har tillid til og kan kommunikere med dine forældre. Jeg tror måske, at de gerne vil vise dig, at de elsker dig og tror på dig, når de siger, at du er normal.

Du fortæller også, at din mor har haft kræft, og at der har været lidt svigt fra din far. Du mener ikke, at du har en grund til at være ked af det. Men jeg synes, at du har to meget gode grunde dér. For kunne det tænkes, at du har været meget bange for at miste din mor og måske også din far på et tidspunkt?

Jeg ved ikke, hvilken støtte du fik, dengang din mor havde kræft? Snakkede du mon med nogen om, hvor bange og ked af det du var? At have oplevet en forælder med en livsfarlig sygdom er en en stor krise i et barns liv. Du har måske været mere belastet af det, end du selv kunne mærke dengang? Måske er din depression en forsinket reaktion på den krise.
Det lyder heldigvis som om, at dine forældre har overskud, så jeg tror, at det er et rigtig godt tidspunkt at tale med dem om det nu. Det tror jeg kunne være rigtig godt for dig. Hvad tænker du selv om det?

Nu til din nervøsitet. Du foreslår selv piller som en løsning. Jeg forstår dig godt. Det ville være skønt, hvis man kunne fjerne besværlige følelser med medicin. Men man skal have nogle meget svære psykiske lidelser, før medicin er nødvendigt. Og jeg er overbevist om, at din angst for at være midtpunkt kan trænes mere eller mindre væk.

Ud fra din beskrivelse kan jeg ikke vurdere, om det er social angst, du oplever, men jeg synes bestemt, at du skal tage din fornemmelse alvorligt. Det kan nemlig godt være nødvendigt at få professionel hjælp til at komme over det, så jeg tænker, det kunne være godt, hvis du og dine forældre kunne prøve at tale med jeres læge om, hvordan du har det. Du kan også selv starte med at ringe til lægen, hvis dine forældre bliver ved at slå det hen. Eller du kan  prøve at tage fat i en anden voksen, der kan hjælpe dig med at få talt med dine forældre om, at du er bekymret over, at din nervøsitet er begyndt at gå så meget ud over dit liv - både i skolen og socialt. Nogle gange kan det hjælpe, hvis man kan få en anden til at tale med sine forældre og få dem til at forstå, at tingene måske er lidt anderledes, end de selv oplever.

Måske kan du selv tage hul på at træne dig ud af angsten ved at gøre nogle af de ting, som provokerer din frygt. Start med små ting, som er overskuelige. F.eks bare at møde op til idræt. Husk at minde dig selv om dine "sejre" og fokusér på dem.

Jeg tror faktisk, du vil opleve, at ingen glor eller dømmer dig. Det er en hård øvelse, det er jeg klar over, men det er meget effektivt.

Måske kan du også tale med dine gode venner om, at du er nervøs. Det er sejt, hvis du kan være ærlig overfor dem. Tror du, at det var en mulighed? Øv dig i at tro på dem, når de siger, at de ikke synes, du er forkert eller pinlig.

Du er faktisk allerede i gang med at gøre noget aktivt, for du har sagt det til dine forældre, og det er et vigtigt skridt, du selv har taget dér. Og du føler vrede, når de ikke vil tage det alvorligt nok. Den vrede fortæller mig, at du er god til at mærke dig selv. Det er så vigtigt, at du holder fast i, hvad du mærker, og hvad du savner.

Jeg håber, du synes mit svar har hjulpet dig lidt på vej. Du kan evt. vise dine forældre dit brev og mit svar, måske er det hjælpsomt for dig. Hvis du gerne vil have flere gode råd om angst eller bare vil snakke, må du meget gerne ringe til os på 116 111. Det kan også være en måde at øve sig på at tale i telefon - og her er du helt anonym, og det er dig, der bestemmer, hvad vi skal tale om. Og hvis du bliver nervøs, kan du altid slutte samtalen og sunde dig lidt, inden du måske ringer op igen. Det er der andre, der gør - og det må man godt.

Varme hilsener fra BørneTelefonen