Brev

Social angst

Jeg har længere rid undret mig over hvorfor jeg ikke er med i idræt.

Der er flere gange om ugen jeg ikke tør og gå ned og handle og eller er bange for om jeg ser dårlig ud eller om jeg kan have det tøj på jeg nu har på.

Her den anden dag havde jeg sådan lyst til chocolade og jeg besluttede mig får at gå ned og købe noget. Mit hjerte bankede for vildt og tænkte ej for dælen det kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare gå ned og købe chocolade hvad ville de andre ikke lige tænke! De ville jo begynde at tænke noget med at jeg hva tyk eller at jeg virkelig ikke havde godt af mere chocolade.

Jeg har tit spurgt min mor om jeg vejer det jeg skal og hun siger jeg er normal vægtig men jeg tror ikke helt på hende. Jeg er 1.81 høj og vejer 73 kg. Jeg synes det er Extremet meget. Jeg går over til grønsagerne og køber en stor bakke æbler og en salat man selv kan samle og lave. Så de ikke skulle tror at jeg kun kom for chokolade. da jeg skulle betale begyndte jeg bare at være mundlam. Kunne ikke sige hej til hende der expiditede mig eller noget. Jeg smilte bare til hende. Hun spurgte mig endda om noget , hun sagde om jeg skulle have bonen med og jeg sagde lige så stille nej tak.

Siden da har jeg bare undret mig over mange ting og det begynder og gå op for mig at jeg måske har sucial angst. Jeg tår ikke at række hånden op i klassen.

Idag fik jeg afvide at på torsdag skal alle inde i min klasse indklusiv mig læse noget op på engelsk. Overvejer at blive hjemme. Engang da jeg skulle læsse noget op i en tekst i tysk bankede mit hjerte så meget at jeg troede jeg skulle falde om. Det er helt sad at tænke på.

Og når jeg siger til min idræts lærer at jeg ikke gider og være med så lyver jeg faktisk. Jeg ville elske at være med. Men jeg tør ikke. Det røre mig nogle gange. Fordi jeg synes heller ikke at jeg kan snakke med hende om det. Hun er meget hård og vil sikkert ikke kunne forstå det. Men jeg vil virkelig gerne være med. Men kan ikke få mig selv til det.

Har altid sagt til folk at jeg ikke gad og at jeg var doven. Er også lidt den der type folk aldrig tager seriøs hvilket irriterer mig lidt. Til familie føzdage eller noget lignende har jeg det fint nok. Blager ikke at snakke så meget. Er general bare meget genert.

Er der noget jeg kan gøre for at det kan blive bedre med idræt? Vil virkelig også gerne have en god karakter. Jeg går i 9 klasse så det er jo nu det gæller.

Sidste karakter jeg fik i idræt hva 00 og jeg skammer mig virkelig ikke over mine krateret så hvis folk spørger mig om hvad jeg har fået og jeg så svare at jeg fik 00 i idræt bliver de næsten helt mundlamme. De kommer tit med den der “hvordan kan det lade sig gører at få 00 i idræt” også starter min hjerne og tænke om det overhovedet hva en god ide at sige det. Og skamme mig lidt.

Nogle gange ligger jeg til midt om natten 3 ca. Og ik kan sove fordi jeg overtænker altinghvilket forstyrre min skole gang hvis jeg ikke får søvn og er mega træt bag efter.

Har virkelig brug får hjælp. Har ik sagt noget til mine forældre fordi min mor vil bare selv Prøve og snakke med mig også synes jeg det bliver får akavet så.

Vil meget gerne have en qsykolog eller noget og har faktisk også sagt det til hende men hin sagde bare “det snakker vi lige om imorgen”

Hilsen en der har brug for hjælp nu så hun kan blive god i fremtiden

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Mange tak for brevet. Hvor er det godt, at du skriver. For de ting du fortæller om, er måske ikke helt lette for andre at få øje på og forstå. Men du lægger mærke til, at der er noget der ikke som du godt ville have det, og det skal du skal have hjælp til – og det synes jeg helt sikkert, at du har ret i. Så det er supergodt, at du holder fast i det, selvom det måske ikke altid er så nemt at tale med andre om.

Jeg vil gerne starte med at sige dig, at der ikke er noget galt med dig. Du er god som du er. Men der kan jo, uanset hvad, være nogle ting, som du har svært ved. Alle mennesker har svært ved et eller andet, også selvom de virker som om, at alt er let. Og det lyder som om, at du har svært ved nogle sociale ting for tiden og dine tanker ligesom gør tingene farlige for dig.

Det kan være, at du har en periode, hvor du synes socialt samvær er svært og akavet, og at du har svært ved at finde din plads i forskellige fællesskaber. Fx i idræt og samtaler med nye mennesker. Det betyder ikke, at man skal kalde det social angst eller nogen anden diagnose. Hvis du på et tidspunkt skulle få en diagnose, er det heller ikke fordi, du er forkert. Diagnoser som angst og depression er beskrivelser af noget, der er svært i ens liv – de er ikke fejl ved dig.

Jeg synes det er rigtig vigtigt, at du holder fast i, at du har brug for noget hjælp. Måske skulle du starte med at gå til dine forældre igen, og vise dit brev til BørneTelefonen og mit svar til dig. Det kan være, at det giver dem en anden forståelse af dine vanskeligheder.

Hvis de kunne tænke sig noget hjælp til at se nogle muligheder for at hjælpe dig, kan de ringe til vores ForældreTelefon på 35 55 55 57 og tale anonymt med en rådgiver.

Hvis du ikke rigtig kan komme igennem til dine forældre, kan du også fortælle de her ting til en anden voksen. Tænk over, hvem du er mest tryg ved at tale med – en bedsteforælder, onkel, tante eller en lærer eller pædagog på din skole.

Hvilken hjælp der er bedst for dig, er svært at sige. Du nævner selv samtaler med en psykolog, og det tænker jeg da også kunne være en god god mulighed. Det er muligt, at du kan blive henvist til samtaler med en psykolog/terapeut af din læge. Så du kunne overveje, om du ville tage en tur til lægen med dine forældre eller alene og fortælle om dine vanskeligheder. Det kan også være, at I kan kontakte skolen og høre, hvad mulighederne er for at få hjælp igennem dem. Det kan være, at der er en rådgiver på skolen, som er god at tale med, eller et godt forløb i kommunen om de ting som du kæmper med, som kunne passe til dig. Jeg ved, der er mange kommuner som har forløb, som hjælper børn og unge med fx angste tanker, som kan komme til styre ens liv. Måske kan du og dine forældre finde ud af det.

Uanset hvad, tror jeg det er bedst, hvis din skole ved, at du har de her vanskeligheder, så de ikke misforstår dig. Du er jo ikke doven eller ugidelig, og du vil jo gerne deltage. Det er bare rigtig svært for dig, og du kan få hjælp til at det bliver lettere for dig.

Det er så vigtigt, at du skriver til os. Og det er endnu vigtigere, at du går videre med det til dine forældre, eller måske en anden voksen. For selvfølgelig skal du have noget hjælp til at tackle de vanskeligheder, du har. Og der er mennesker omkring dig, som kan give dig den hjælp.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Lavt selvværd, bliver set på som skrald

Jeg føler at jeg er blevet sindssyg.

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her