Kære på 16-årig,
Tak for dit meget ærlige brev. Hvor er det godt, at du har haft overskud til at skrive. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du faktisk selv siger alt det, som jeg ville sige til dig! Det fortæller mig, at du er en meget reflekteret og moden pige.
Jeg vil starte med at rose dig for, at du allerede har talt med din kæreste, som lyder rigtig sød. Det er bestemt ikke alle, der har det mod til at sætte ord på det, som du oplever. Specielt fordi det kan være rigtig svært for andre at forstå, fordi de ikke kan se hvad du ser. Det er så fint med tændt lys om natten, ikke at sove alene i en periode, have telefonen tæt på dig som en tryghed og alt det, du skriver.
Jeg tænker, at det allervigtigste for dig lige nu er at få hjælp af en terapeut eller psykolog. En af dem vil kunne hjælpe med at få brudt eller slået de dumme tanker og fantasier oppe i hovedet i stykker. Det er meget almindeligt at opleve det, som du gør hvis kroppen er presset og har været det over en periode. Tit kan det være rigtig svært at få til at gå væk uden lidt hjælp.
Måske tænker du, at det er helt uoverskueligt, og det kan jeg godt forstå. Jeg vil prøve at nævne nogle muligheder, og så kan du se, om der er nogle af dem, du kan bruge.
En mulighed er at snakke med din læge og fortælle at du har brug for hjælp til at lære at kontrollere tankerne om skygger og den frygt, du beskriver der følger med. Lægen har så mulighed for at henvise dig til en psykolog, som har styr på lige præcis hvilken hjælp, du skal have. Nogle familier har en forsikring eller sundhedsforsikring, hvor man kan få gratis hjælp til psykolog. Det ved jeg ikke om dine forældre har, ved du det? Enkelte kommuner har faktisk også tilbud om gratis psykologhjælp til unge. Det kunne du måske også undersøge om det er tilfældet, der hvor du bor?
Hvis du fornemmer at det måske handler om presset fra skolen pga. eksamener osv. kan det også være en mulighed at tale med din lærer eller studievejleder, hvis du synes det kunne lette det hele lidt. Når man ikke sover godt om natten påvirker det både humør og præstation, så det er måske også rart for dem at vide hvad der foregår, hvis du en dag er meget træt i skolen.
Til sidst vil jeg sige, at det ville være rigtig godt, at du fortæller dine forældre om dine tanker og dine syner. Dine forældre kender dig rigtigt godt, og ved sikkert, hvad der skal til for at støtte dig bedst. Jeg forstår godt, at du tænker, det kan være svært at få taget hul på sådan en snak, men du kan som en hjælp bruge svaret og brevet til os og måske også have din kæreste med, når du skal snakke med dine forældre.
Du kan også altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke mere med dig, hvis du har brug for det.
De bedste hilsner BørneTelefonen