Skal jeg se min bror?
Min ældre bror er flyttet på institution her i år 2015.
Jeg har ikke set ham i flere år pga trusler på livet. Jeg har haft en svær opvækst. Jeg måtte leve med utryghed og angst fordi min bror ofte var psykotisk, voldelig og meget verbalt krænkende og mine forældre så passivt til.
Min bror er flyttet i egen bolig med støtte og opsyn. Hvor megen støtte og hjælp han får have ved jeg ikke. Han bor på en institution for borgere med særlige behov. (Man skal have en svær psykiatrisk diagnose samt behov for støtte for at blive visiteret til en bolig dér).
Jeg må jo ikke få noget reelt at vide om min bror grundet tavshedspligt. Selv om min bro har krænket og ødelagt min barndom med vold og aldrig har opført sig som en normal bror, så tænker jeg på ham. Jeg har selvfølgelig været vred, krænket og utryg over, at ingen voksne tog mg alvorligt og fortale min bror at hans opførsel var meget uacceptabel.
Jeg har altid levet i håbet om, at min bror måske en dag kunne undskylde alt det onde han har begået. Jeg ved det ikke er realistisk. Og jeg ved ikke om det er muligt at sætte sig ind i de mange tanker jeg har?
Jeg føler mig ensom med disse tanker og svære følelser, også i forhold til nye relationer. Skal jeg fortælle, når jeg møder mennesker jeg lærer bedre at kende, og hvor det føles trygt og naturligt, at jeg har en bror der er syg og bor på institution? Skal jeg være “loyal” og intet fortælle, som jeg altid fik at vide som barn, da jeg fik at vide af jeg aldrig måtte fortælle andre om det der foregik bag lukkede døre hjemme hos os.
Er der en god sætning man kan sige, når der spørges til min familie? (Jeg vil ikke lyve, men heller ikke indvie alle i den ulykkelige historie om min barndom/opvækst med en meget syg bror).
Jeg ved idag, at min bror er skizofren i svær grad og aldrig kommer til at have et normalt liv og altid vil være afhængig af andres hjælp.
Hvis han ikke havde været voldelig mv men kærlig og god bror, så var meget jo anderledes. Også hvis min mor og jeg var et “team”, hvor vi gensidigt kunne støtte og hjælpe hinanden. Sådan er det desværre ikke.
Hvordan accepterer jeg, hvis det fremadrettet bliver sådan, at jeg intet får at vide om min brors sygdom/situation? Resten af familien vil vel besøge ham og måske særligt den dag min mor er væk. (jeg har ingen far).
Selv om han har krænket helt ubeskriveligt, så tænker jeg på ham og føler et ansvar, som vil vokse når min mor ikke er her mere. En anden del af mig er utryg ved tanken om at skulle se ham igen. Jeg har ikke ønsket at se ham, når det var hos min mor (som han har boet hos), men hvis det sker på institutionen, og der er andre til stede, så er jeg (måske) åben for det.
Jeg kender jo slet ikke min bror mere. Jeg har brug for selv at sætte grænser og kun sige ja til et møde, hvis jeg har det godt med “rammerne” omkring det. Jeg er altid blevet tvunget til at undskylde mig selv og min normale opførsel og det vil jeg ikke mere!
Jeg har haft den “udglattende” rolle i familien, men det giver jo hakker i selvværdet, når ens mor forlanger, at man skal undskylde efter alvorlige trusler, som man på ingen måde har skyld og ansvar for.
Jeg ved ikke hvordan han responderer på medicinen.Er han mon stadig truende og kan blive voldelig ?
Hvad vil I råde mig til? Jeg kan ikke bare tilgive fortidens massive og årelange fortræd, men er samtidig bevidst om, at medicin kan ændre et menneske meget.
Jeg har aldrig oplevet ” kun” at have normale problemer som andre unge. Det kan man flere år efter godt stadig være ked af, at der var så meget man altid skulle bekymre sig om og som ikke var muligt i vores hjem, fordi jeg måtte tilsidesætte mit eget liv og bare overleve.
På forhånd tak for jeres svar.
Med venlig hilsen
A.