Kære pige på 14 år
Jeg kan godt fornemme, at der er mange tanker som fylder meget hos dig. Du har også brugt tid og energi på at finde ud af, hvorfor du har det sådan. Det er rigtig flot, at du forsøger at finde et svar på, hvad du kan gøre. Og det er også rigtig godt, at du har turdet bede om hjælp her i brevkassen. Det er et godt skridt på vejen.
Du beskriver rigtig fint, hvordan tankerne kan gøre dig bekymret. Der er rigtig mange unge piger på din alder, som har let ved at bekymre sig, og som også tænker meget over, om de skulle have gjort noget anderledes. Når man er teenager, begynder man at tænke mere over, hvad man gør, og det begynder at fylde meget, hvad fx ens klassekammerater og veninder tænker om en. Er det mon også sådan for dig?
Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, om du mon har fortalt nogen, hvordan du har det? Er der nogen, der ved, at du bekymrer dig sådan? Jeg tænker nemlig, at det kunne være rigtig godt for dig ikke at gå alene med alle dine tanker. Har du en god veninde el måske din mor, som du kunne tale med? Måske har de oplevet noget lignende – og måske kan de berolige dig. Måske hvis du fortæller din veninde: ”ej syntes du, at det var mærkeligt, at jeg gjorde sådan” så kan du få din venindes tanker, og måske vil hun bare sige ”ej det tænkte jeg slet ikke over, at du gjorde”.
En anden ting man selv kan gøre, når der kommer en bekymring, er at prøve at tænke: ”ville min mor/veninde/søster også tænke lang tid over det her, eller er det mine tanker, der løber løbsk?” Hvis du konkluderer, at det ikke er noget, andre ville bekymre sig om, så prøv at lægge tanken væk - skynd dig at lave noget andet (fx hør musik, lav en playliste, find tøj til næste dag, løb en tur). Hvis det kun er en lille bekymring, så bliver den nemlig kun større af, at du bruger meget tid på den.
Du beskriver, at du er blevet bekymret for, om du har angst eller skizofreni. Jeg kan ikke ud fra et brev sige, om du lider af angst eller en anden sygdom. Jeg kan dog godt fornemme, at det fylder rigtig meget for dig og måske også påvirker din hverdag? Og du har helt ret i, at din læge vil kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvor alvorligt det er. Derfor tænker jeg, at det godt kunne være en god idé for dig at tale med din læge, fx sammen med din mor. Du kunne også tale med sundhedsplejersken på din skole- hun ville også kunne hjælpe dig.
Måske vil din læge vurdere, at du kunne have glæde af at tale med en psykolog. Du skriver, at du så er bange for, det vil blive værre. Men faktisk er en psykolog uddannet til at tale med mennesker, om det der er svært – så det kan komme til at fylde mindre. En psykolog er derfor en rigtig god hjælp, når man tumler med tanker og bekymringer.
I forhold til at du skriver, at du let bliver irriteret og sur på din familie, og at du ikke rigtig forstår hvorfor, så kan jeg fortælle dig, at det er noget, næsten alle teenagere oplever. Når man er i din alder, så skal man finde ud af, hvem man selv er - både i forhold til venner og familie. Man begynder at blive mere selvstændig – og derfor kan der godt opstå irritation og konflikter i forhold til familien. Men det kan selvfølgelig også være, at det er fordi, du bruger så meget energi på at bekymrer dig, at dit overskud bliver mindre?
Jeg håber, du kunne bruge min hjælp. Ellers er du meget velkommen til at ringe til os på 116111 – vi vil meget gerne hjælpe dig.
Mange tanker og kærlige hilsner fra
Børnetelefonen.
Børnetelefonen.
