Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Sexsygdom??

Kære brevkasse.

For cirka en måned siden gav jeg et blowjob til en dreng. Men så for en uges tid siden faldt jeg over en artikel på nettet, der sagde, at man kunne få sexsygdomme af oralsex. Siden har jeg været helt vildt bange.

Jeg ved, at han aldrig har haft sex før, og han har aldrig fået blowjob før. Han har fået handjob før, hvis det betyder noget.

Mit spørgsmål er, om jeg kan være blevet smittet med nogle former for sexsygdomme, da jeg har gjort det.

Jeg er helt vildt bange, og håber virkelig i svarer.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Mange tak for dit brev. Det er sådan, at du godt kan blive smittet med en kønssygdom, når du giver et blowjob, fordi der er kontakt mellem slimhinderne i munden og hans penis. Men når det så er sagt, skal han have en kønssygdom før han kan smitte dig. Du skriver, at han er jomfru og ikke før har fået et blowjob, og derfor er det meget usandsynligt, at han har smittet dig med noget.

Du kan altid beskytte dig ved at bruge kondom, når du giver et blowjob. Kondomer er den eneste præventionsform, som beskytter mod sexsygdomme. Kondomet beskytter både dig og ham, hvis I bruger det rigtigt. Der er en instruktion på de fleste æsker, så det er en god idé at øve sig i at sætte kondomet rigtig på, inden man står i situationen med en fyr.

Du er også meget velkommen til at ringe til os på 116 111 eller skrive på chatten, hvis du får brug for at vende det med en anonym voksen. Der sidder der altid en sød rådgiver, der er klar til at hjælpe dig alle hverdage fra kl. 11-23. Sexlinien.dk er også en rigtig god hjemmeside, som du måske kan få gavn af at tjekke ud…

Mange kram fra BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat