Kære du
Tak, for dit brev, hvor er det godt du skriver, for jeg kan godt høre, at du har det svært. Jeg tænker, at der måske også er andre børn/unge, der vil kunne genkende dine ærlige tanker og måske også kan bruge mit svar.
Det lyder som om, du har svært ved at overskue, hvor du skal gå hen og hvem du kan snakke med… Jeg forstår godt, du bliver bange ved tanken om, at du skal fortælle om det til nogen, og jeg synes derfor, det er rigtig flot og modigt af dig at skrive til BørneBrevkassen.
Det er så ubehageligt at blive mobbet… Og jeg kan godtforstå, at du bliver ked af det og vil væk fra det. Men jeg tænker, at du har brug for hjælp til at komme ’væk’. Jeg ved ikke, om du mon har forsøgt at snakke med nogen om det på et tidspunkt? Måske er det første gang du fortæller det nu? Med hjælp til at komme væk fra det, tænker jeg på, at det nok vil kunne hjælpe dig at få sagt det til en voksen, som du føler dig tryg ved...
Jeg ved godt, at det kan være svært at sige det til din lærer og din familie… Du siger, at du er bange for det. Hvad er det mon, du er bange for? Er det, at de ikke vil forstå dig? Eller, at de ikke vil hjælpe dig?
Det er sådan, at du har ret til at have det godt i skolen (og alle andre steder), og i skolen er det din lærers ansvar at sørge for, at alle i klassen kan lige at komme og ikke er bange for at være der.
Hvad tror du, din (klasse)lærer ville sige til dig, hvis du viste ham eller hende det brev, som du har skrevet hertil? Jeg tænker, at du kan prøve at spørge, om din lærer har tid til at snakke med dig på et tidspunkt, hvor han/hun ikke har travlt med noget andet, og så vise dit brev. Kan du mon finde modet til det..? Så kunne I måske få en snak om, hvordan det er at være dig i klassen? Hvad tænker du om det?
Det kan også være, at du kender en anden, som er god at snakke med… Går du mon til nogen fritidsaktivitet, hvor der er en sød træner,som ville kunne hjælpe dig med at få det sagt videre til dine forældre? Nogle gange hjælper det, hvis der er en anden, der hjælper med at få tingene sagt til dem, man er tættest på…
Jeg vil også fortælle dig, at der findes en mulighed for at skrive med en rådgiver på BørneChatten. Der har den voksne mulighed for at spørge lidt mere ind til det, du fortæller og på den måde kan I måske sammen finde frem til det, du synes, der vil virke bedst for dig.
Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke anonymt med en af rådgiverne.
Kærlig hilsen, BørneBrevkassen