Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Seksuelt overgreb? Havde det svært nok i forvejen..

(Indholdet er redigeret af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiveren har læst hele brevet)

Hej, jeg er en pige på 15 år.

Jeg har en fantastisk kæreste, som hjælper rigtig meget. Men jeg har hele mit liv haft det rigtig svært min far er psykisksyg vi har været i pengenød og der er sket en masse ting.

Jeg knokler også selv med en masse ting, jeg lider af spiseforstyrrelse – som heldigvis er bedre.jeg har cuttet og lider af selvmordstanker. Jeg har måske en depression og det hele er svært, jeg har fået et reduceret skema til skolen, og de prøve at skaffe mere hjælp til mig. Men alligevel er det hele ret rodet og jeg føler måske det kunne hjælpe at skrive herind. Så det villle jeg prøve.

Altså det handler om weekenden, jeg skulle mødes med T, L og U. Jeg mødtes med dem, jeg mødte så to veninder som kom med. Vi hyggedrak lidt. Men pigerne tog hjem, og jeg var alene med drengene kl lort om aftenen, og jeg havde drukket lidt, men var ik fuld. Men kunne ikke rigtig tage hjem for havde sagt jeg sov ved min veninde men hun var taget hjem. Så jeg endte med at sove ved T med de andre.

Vi går så lidt rundt og hygger. Men så L og T tog til en fest, men mig og U gad ikke for det var 9. der holdte den, så vi tog hjem hvor vi skulle sove.

Da mig og U så faldt i søvn kom T hjem, som så var fuld (ingen overraskelse), men vi faldt i søvn lidt efter. Så nogle timer senere kom L hjem som også var fuld (heller ingen overraskelse). Men da jeg så lægger der (i midten). Så kan jeg mærke en der tager mig på røven, og det fortsætter.

Han begynder at tage sin hånd under mine bukser og røre. Det går op for mig det var L, og at han troede jeg sov. Men jeg turde ikke sige han skulle lade vær, for syntes virkelig ikke det var rart, især ikke når det er en af mine venner!

….

Ligepludselig så jeg nogle lys der blinkede mod mig, jeg mærkede han tog min bluse ned igen og så kunne jeg se de der lys igen. Jeg vidste ikke hvad det var, men nu er det gået op for mig, han har taget billeder af mine bryster og mig imens han troede jeg sov! de lægger så nu på hans mobil..

Efter noget tid lod jeg som om jeg vågnede, hvilket jeg havde gjort mange gange for at få ham til at stoppe, men det lykkedes ikke før 3-5 gang, og han gik vidst på toilet.. Og jeg ville bare IKKE lægge der mere.

Så jeg spurgte ham den anden om vi kunne bytte plads. Det ville han gerne, og da han kom tilbage fra toilettet kunne jeg se det ikke passede ham, og han satte sig lidt. Jeg prøvede så at sove, hvor han spørger lidt efter om jeg vil med ind at sove på madrassen, jeg svare hurtigt nej, og heldigvis gik han der.

Jeg prøvede virkelig at komme fri fra det men kunne ikke.. Ja det var historien, mit problem kommer så her.

Dagen efter ville jeg holde det for mig selv, men efter min veninde, M tvang mig lidt tænkte jeg, okay nu siger jeg det. Så vi mødtes med det samme. Først kunne jeg ikke forklarer det, men hun gættede lidt og jeg fik fortalt det meste i gråd.. Hun ringede straks til L som havde gjort det, han kom.

Hun spurgte ham hvad der var sket, han virkede som om han godt vidste hvad vi snakkede om. Men han siger han ikke kan huske det fordi han var fuld. Men han har løjet for mig før og tror måske han lyver..

Men vi kom ikke rigtig videre, nu manglede jeg bare at fortælle det til min kæreste. Jeg ville rigtig gerne bare beholde det hele for mig selv, men tvang mig selv til det, og jeg endte med at fortælle alt. Jeg var så bange for han ville blive sur på mig og beskylde mig, men han er faktisk den mest forstående.

Han hjalp mig med at få ord på og skrevet det ned. Og han har fortalt det til hans mor og vores lærer.

Mine to lærer har læst det jeg skrev ned, og har snakket med ledelsen og L som gjorde det. De vil vidst også tage kontakt til mine og hans forældre, hvilket jeg blir lidt bange for, eftersom mine forældre ik ved jeg drikker og jeg har jo ligesom løjet og sagt jeg sov et andet sted..

Men mit største problem er lige nu at jeg ikke kan få det ud af hovedet, ALT minder mig om det. Det kører virkelig bare rundt i hovedet på mig, også om natten! Jeg vil virkelig bare ønske jeg kunne få ro i hovedet, men det kan jeg ikke. Og hver gang jeg ser L som jeg går i klasse med, så får jeg det dårligt, jeg får en mærkelig følelse i hele kroppen og har egentlig bare lyst til at løbe.

Jeg er så påvirket og har svært ved at have nærkontakt med nogle, også min kæreste det er så svært, heldigvis forstår han det godt, men det er træls og hårdt stadigvæk.

Jeg er virkelig på bar bund, jeg græder hele tiden, jeg tør knap nok sove længere, “JEG ER FAKTISK BANGE” og jeg kan ikke få “scenen” ud af hovedet, den kører bare rundt 24/7.

Jeg ved virkelig bare ikke hvad jeg skal gøre, jeg havde det svært nok i forvejen og nu også det her oveni. Det føltes virkelig som der ikke kan ske mere lort, har nærmest prøvet alt efterhånden, og det her har bare gjort at hele mit liv føltes som en stor knude der ikke kan løsnes.

Jeg håber virkelig på lidt hjælp herfra, det vil betyde rigtig meget. For mine selvmordstanker er blevet meget slemme igen, og jeg ville ønske jeg kunne få det godt!

Til sidst har jeg lige et spørgsmål. For er nemlig i tvivl om det er Seksuelt overgreb, altså hvad jeg kunne finde ud af det, så er det. Men kan jeg godt sige det er det?

Tak på forhånd, hilsen den forvirrende pige.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tusind tak for dit brev. Selv om man får hjælp andre steder fra, kan man sagtens skrive til BørneTelefonen. Nogle gange er det forskellige former for støtte man kan få fra forskellige mennesker. Jeg håber, du vil føle, at du får støtte fra det her brev og får svar på dine spørgsmål.

Du spørger, om det er et seksuelt overgreb, du har været udsat for. Jeg tænker, at du spørger, fordi du har brug for at vide, om det er dét du har været udsat for. Er det mon rigtigt? Det er i hvert fald sådan, jeg prøver at svare på det. Der er ingen tvivl om, at det du har været udsat for har været meget seksuelt grænseoverskridende. og et overgreb, for det sker uden din tilladelse, mod din vilje og på trods af, at du gør modstand og viser, at dette ikke er ok for dig. Derfor er det også helt forkert, hvad han har gjort. Så skal der gøres noget ved det og det skal tages alvorligt. Der er allerede sket noget, og det er godt, men du skal have mere støtte og hjælp.

Du beskriver meget tydeligt, hvordan det påvirker dig og dine tanker, at du har oplevet det i weekenden. Jeg er meget imponeret over, så klart du ser tingene. Du er rigtig god til at beskrive de følelser du mærker og de tanker, du har. Det er nogle helt forståelige tanker og reaktioner, du har. Andre der har været udsat for det samme som dig beskriver det på lignende måder. For nogle kan det være rigtig svært at forklare tanker og følelser. Det virker som om, det falder dig naturligt og jeg får den tanke, at du er rigtig god til at mærke dig selv. Det er en styrke, som du kan bruge til at få det bedre.

Det er en helt forståelig reaktion, at det er svært i forhold til nærkontakt – også selv om din kæreste er en kæmpe hjælp for dig og godt forstår dig. Det er så dejligt, at du har sådan en god kæreste. Det fortæller, at du også er en god kæreste. Selv om det er træls lige nu, så lyder det som om, I har et forhold, hvor I godt kan håndtere, at det i perioder ikke er så nemt. Det virker som et stærkt forhold, der er fyldt med tillid og omsorg for hinanden. Måske kan du øve dig i at tænke på, at det at din kæreste støtter og hjælper dig, også er med til at styrke jeres forhold. Kunne det mon være en idé for dig? På den måde kan du midt i det svære, mærke at du har nogen omkring dig, som passer på dig og støtter dig, det bedste de kan.

Du skriver, at scenen kører rundt i dit hoved 24/7. Det er der rigtig mange piger, der beskriver på den måde. Som jeg har skrevet tidligere, så er en af dine stærke sider, at du ikke gemmer dine følelser og tanker væk for dig selv og du er mega sej, når du fandt mod til at fortælle din veninde, hvad der er sket. Jeg kan forestille mig, at det er hårdt med alle de svære tanker, men det er bedre, end at du gemmer det væk.

Jeg kan forstå, at dine lærere har talt med dig og L. Jeg er nysgerrig efter, hvad I talte om? Talte I både om hvad der skete og om, hvordan du har det? Ved dine lærere fx at tankerne kører rundt i dit hoved, at du har svært ved at sove og hvad der sker i din krop, når du ser ham? Jeg tænker, at det måske kan være en hjælp for dig, hvis du med faste mellemrum kan snakke med fx en af dine lærere om, hvordan du har det. Kan det mon være en mulighed?

Du skriver, at skolen vistnok vil tage kontakt til dine forældre. Jeg kan godt forstå, det ikke er rart, når de så finder ud af, at du ikke sov hvor du sagde og at du havde drukket. Har du tænkt på, hvordan de mon vil reagere? Måske bliver de sure og kede af det, fordi de bliver forskrækkede? Jeg tænker på, om ledelsen og lærerne kan være en hjælp for dig, når dine forældre skal have det at vide? Ved de godt, at du er bange for, hvordan dine forældre vil reagere? Måske kan de være med til at få dine forældre til at forstå, at det vigtige lige nu ikke er, at du har drukket lidt og hvor du har sovet. Det vigtige lige nu er, at du får det bedre igen. Hvis du har svært ved at få det sagt til lærerne, så kan du måske vise dem svaret her. Ligesom du gjorde med det andet brev.

Du skriver, at dit liv føles som en stor knude, der ikke kan løsnes. Det kan jeg sagtens følge dig i. Nogle gange kan man føle, at der er en masse rod inden i ens hoved, hvor en masse oplevelser og svære ting ligger i en stor bunke? Kan du genkende det billede? Hvordan ville det være, hvis du fik en til at hjælpe dig med at rydde lidt op og få ordnet dine tanker, så det hele ligesom blev lagt i nogle skuffer eller kasser. Forstår du mon, hvad jeg mener? Jeg tænker, at du har brug for at tale med andre end dine lærere og forældre, om det du har været udsat for. De kan støtte og trøste dig, men jeg tænker også, at det vil være godt at tale med en professionel psykolog om det der er sket, tankerne og de andre symptomer, du beskriver så stærkt. Det kan være gennem din læge, at du får kontakt med en psykolog, og det kan være også være via http://www.voldtaegt.dk/hjalp-efter-overgreb/  , at du/I ringer ind og får fortalt, hvad der er sket og hvordan du har det. Du kan inde på deres side, hvilket center, der er nærmest dig. Der er også et telefonummer, hvor man kan ringe til hele døgnet.

Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer, som gerne skal være med til at hjælpe dig lige nu fx med at få det sagt til dine forældre. Og du har fået nogle ideer, som måske kan hjælpe i fremtiden også. Jeg har også stillet dig nogle spørgsmål. Hvis du har lyst til at svare på spørgsmålene, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111. Det kan også være, at du gerne vil have hjælp til at finde ud af, hvordan du får lærerne til at hjælpe dig med, at det bliver fortalt til dine forældre på en god måde.

Jeg håber, at du kan bruge svaret, og at du hurtigt igen vil komme til at mærke troen på, at det hele er på vej til at blive bedre. Du har styrken i, at du er god til at mærke hvad der er godt for dig og derfor ved du, hvornår det går den rigtige vej. Den styrke skal du bruge.

De kærligste hilsner og tanker fra BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat