Seksuelt overgreb?

Hej Brevkasse,

Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle skrive eller ej, men jeg kan umiddelbart ikke se hvor jeg ellers skal få det sagt – og jeg er nødt til at dele det med nogen.

Jeg arbejder i et familieforetagende indenfor restaurant- og servicebranchen som min onkel bestyrer sammen med hans bedste ven. Lad os kalde ham “P”. Jeg har derfor kendt P. siden jeg stadig gik rundt med rottehaler, og stjal isvafler til hans bryllup for længe siden (dengang en lyserød kjole over et par cowboy bukser virkede sejt).

For et par dage siden var det kun os to på arbejde, og vi fik efter lukketid lidt vin – som vi nu gør engang imellem ved fyraften – og det blev senere til en øl, og så lige én til. I ved hvor det ender. Det skal lige siges at hans mor gik bort dagen før, så han har nok heller ikke været helt klar i hovedet til at begynde med. Han har før fortalt mig at jeg er nem at snakke med, og at han er glad for én der lytter når han har brug for støtte.

Det blev sent, og mit sidste tog var kørt. Jeg kontaktede absolut alle jeg kender i byen (hvor jeg arbejder, jeg bor selv en time uden for byens midtpunkt) men enten var folk udenbys eller havde telefonerne slukket om natten. Hvilket jo er ganske forståeligt kl. 03 en tirsdag nat. Jeg gik med til en sofa hos P. i stedet.

Da vi kommer derhjem sker der egentlig ingenting, vi taler, får en øl til, men så begynder jeg at lægge mærke til små ting. En hånd på knæet eller i siden, aen, kilden, lidt mere nærkontakt end jeg er vant til, men vi havde jo også fået en del at drikke.

Da han kysser mig i gangen slår jeg det hen som et tantekys, jeg får hurtigt lagt afstand imellem, men han holder fast om mig og bevæger hænder lidt anderledes end normalt. Det gjorde mig frygtelig utilpas, men da jeg igen skubber ham lidt blidt væk og går hen for at rede op på sofaen mens jeg joker om et eller andet lige gyldigt for at ignorere den anspændthed jeg pludselig føler, går han ind i soveværelset og kalder på mig. Jeg råber Godnat.

Han bliver ved med at sige: “Hold nu op, kom nu bare herind så vi kan tale, det har jeg fandme brug for!” Jeg skulle nok have holdt fast, men fik ondt af ham og gik derind hvor vi så lå og snakkede. Han var konstant meget tæt, og selv om jeg prøvede at holde dynen mellem os og insisterede på at holde tonen venskabelig ved fortsat at rable løs om duer og eskimoer, sneg han alligevel en hånd ind og begyndte at kæle for mine lår og læn.

Jeg foregav at være enormt kilden, og sagde han skulle stoppe. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare var ærlig, men jeg kunne slet ikke indrømme over for mig selv at han rent faktisk… Efter at have (troede jeg) generobret situationen, trak han mig pludselig helt tæt og holdt så fast at jeg blev skræmt. Jeg er ellers ikke særlig let at skræmme til daglig, og jeg er heller ikke helt svag med min ugentlige boksning

Jeg tror det var fordi situationen nu rent faktisk gik op for mig, at jeg blev skide bange. Jeg lå i et fast greb på en mand som jeg altid har set som en bonusonkel, mens hans hænder vandrede op og ned ad min krop.

Da jeg for gud-ved-hvilken gang trak mig tilbage og sagde godnat, greb han fast i min arm og tvang mig ned igen med et “La’ nu vær’, jeg gør dig jo ingenting vel?!” Da fik jeg nok, rev mig løs, tog et tæppe og med et fast godnat lagde jeg min ind på sofaen. Han kaldte på mig længe, og bad mig sove hos ham, men jeg lukkede ørerne og skyndte mig med et hastigt “Godmorgen” ud ad døren næste dag.

Men jeg er bange for at hvis jeg ikke havde kunnet gøre dét, var det endt helt anderledes. Jeg er ikke bange for ham, men for den situation der pludselig opstod, og jeg føler mig både beskidt og skyldig fordi en ældre mand som jeg tænker på som en kær gammel ven, lige pludselig viser lidt mere interesse end mit naive hoved vil vide af.

Mit spørgsmål er nu: Er jeg helt galt på den? Misforstod jeg situationen på en eller anden måde? Og hvordan skal jeg håndtere forsat at arbejde med denne her mand, som tydeligvis tænker på mig som alt andet end den lille rolling med rottehaler jeg troede han så min som?

Han gjorde jo egentlig ikke noget forkert, måske troede han endda at jeg tænkte på det samme som ham. Måske opfattede han mine jokes og plapren, min idiotiske og naive sympati for en mand som lige havde mistet sin mor, som ærlig interesse? Har jeg på nogen måde lagt op til ham? Jeg har en kæreste, og er på absolut ingen måde tiltrukket af manden.

Jeg har valgt ikke at fortælle nogen om det her, og behandler ham forsat som jeg plejede at gøre.. men jeg føler mig alligevel ikke helt sikker på hvad jeg skal tænke.