Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ridning

Hej,

jeg er en pige på snar 12 år. Lige nu har jeg en KÆMPE lyst til at galopere, men jeg er SÅ bange for det. Jeg går til ridning hver torsdag, hvor at de 2 andre på mit ridehold (omkring min alder og 8) Galoperer. Jeg ville virkelig ønske at jeg også kunne galopere, fordi det ser så dejligt ud. Jeg træner mit trav stadigvæk.

Min ridelærer siger at jeg har en god balance. Jeg har prøvet at galoperer et par gange før på en lille hest (omkring 105) Og den hest jeg rider på nu nok er omkring 136 i stang. Jeg vil bare så gerne kunne galoperer men har en stor angst for det fordi sidst der faldt jeg ret voldsomt af og forstuvede mit håndled i næsten 1 måned.

Det værste der kunne ske er at jeg ikke holder balancen eller jeg falder ud over sadlen som sidst. (Den gamle jeg red på har en meget lille sadel) Og jeg falder af og i værste fald brækker eller forstuvet noget. Jeg tror jeg er den eneste fra mit hold der er faldet af. Gør det mig til en dårlig rytter? Men håber i kan hjælpe.

KH En bange pige

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på snart 12 år

Det er så godt, du skriver.

Allerførst vil jeg sige NEJ. Det gør dig ikke til en dårlig rytter, at du er faldet af.

Jeg ved, at mange gode ryttere siger, at man skal falde af mindst 100 gange, før man er en god rytter.

Om det passer ved jeg ikke. Men jeg ved, at alle ryttere prøver at falde af på et tidspunkt.

Det er rigtig flot, du er kommet op på hesten igen. Nogle stopper helt med at ride, hvis de falder af.

Det fortæller mig, du er god til at blive ved og ikke bare sådan lige kan stoppes. Det er en stor styrke både til ridning men også i livet.

Du skriver, du har en kæmpe lyst til galop. Hvor er det dejligt at høre, du ønsker det så meget. Selvom du har lyst, så kan det også være fint ikke at presse sig selv. Du skal helt sikkert nok nå det – om det så bliver nu eller om et par måneder eller et år.

Mon du har snakket med din ridelærer om det? Måske det vil hjælpe at tale det igennem og vide lidt om, hvordan hun kan støtte dig. Det kan være, at første gang kan foregå med en longe på hesten. Det kan også være, der er en, der skal løbe ved siden af imens? Kunne det give mening?

Det vigtigste er, at du er sikker og føler dig godt tilpas.

Hvis du er bange for at falde forover igen, kan du tænke på, at du skal trække vejret roligt og gøre kroppen tung. Så sidder du godt i sadlen.

Det kan ske en anden gang, at du falder af. Det kan det som sagt for alle ryttere. Men så kan det måske hjælpe at tænke lidt over disse råd:

Arme og ben skal være inde mod kroppen

Rul væk fra hesten og beskyt dig selv

Tænk ikke på hestens sikkerhed. Kun din egen.

Det allervigtigste er også, at du har ridehjelm på, hver gang du rider. Den kan beskytte dig mod det meste.

Jeg ønsker dig en masse gode rideture! Jeg tror på, du snart vil finde mod til at snakke med din ridelærer, så du kan få afprøvet, hvordan det er at ride galop.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat