Psykolog

Kære pige på 14 Hvor er jeg glad for at du har fundet mod frem til at skrive til Brevkassen, når du har det så svært som du har det. Det er tydeligt at mærke, hvor meget dine følelser om at være bange fylder i dit liv og dine tanker, og at du føler dig meget alene i det. Jeg kan forestille mig at det er rigtig svært at skulle gå og skjule det i skolen og over for familien. Derfor er jeg glad for at du har skrevet ind til os. For jeg tænker at det er en god måde at få sat ord på, hvordan du inderst inde har det. Først vil jeg starte med at skrive, at jeg er rigtig glad for, at du har turdet sige noget til din mor om, hvordan du har det. Også selvom hun bliver ked af, at du har det så svært. For på den måde giver du hende nemlig en chance for at få lov at hjælpe dig og støtte dig. Og det tænker jeg er din mors opgave, at passe på dig som hun gør og ikke omvendt. Det lader også til, at din mor godt ved, at det er rigtig svært at være dig, og at hun tager dine følelser meget alvorligt og forsøger at hjælpe dig. Du skriver, at I tog til lægen, og at du der fik tårer i øjnene, da du skulle fortælle om din angst. Det kan jeg godt forstå, var svært for dig. For når man først begynder at åbne op og fortælle andre om, hvordan man har det, så bliver de følelser pludseligt mere tydelige for en selv og det kan i starten virke rigtig skræmmende og sårbart. Så kan det være godt at tænke på, at den bedste vej mod at skabe ændringer er at fortælle nogen om det der er svært. Du fortæller, at du nu er bange for at skulle gå til psykolog. Det kan jeg virkeligt godt forstå, både fordi du ikke kender psykologen, men også fordi at du så igen skal fortælle om det, som er så svært for dig. Det kan måske hjælpe dig lidt at tænke på, at du har en chance for at tale med én om det hele, som du ikke føler du samtidigt skal passe på og ikke vil gøre ked af det. Psykologen har hørt om mange andre svære ting folk bokser med, og bliver ikke ked af det midt i det hele. Hun har også tavshedspligt, så det du siger i det rum kommer ikke videre. Det psykologen kan hjælpe dig med, er at finde måder at tackle fobien på, så den ikke forhindrer dig i alt det du gerne vil, men ikke tør, lige nu. For det lyder som om fobien virkelig får forpurret noget for dig. Du fortæller mig i dit brev, at du ikke kender andre, som går med samme følelser som du, og jeg kan mærke, at du føler dig rigtig meget alene med det. Nogle gange når man har det svært, så kan det føles som om, man er den eneste i verden med de følelser. Jeg har gennem mit arbejde mødt mange unge og endda også mange voksne, som har følt sig bange på samme måde, som du beskriver for mig. Og jeg oplever næsten altid, at de også føler sig alene og forkerte med det hele, som jeg mærker du gør. Derfor er det vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget galt med dig, fordi du bærer rundt på svære følelser, som du ikke selv kan håndtere. Der hvor jeg faktisk bliver rigtig fortrøstningsfuld, når jeg læser dit brev, er når jeg læser, at du tør fortælle din mor om det, og når du på trods af, at du er bange for det, vælger at få hjælp til at få det bedre. Det viser et kæmpe mod og ikke mindst, at du er motiveret for at få det godt, og præcis derfor tænker jeg, at det nok skal komme efterhånden som du arbejder med det. Hvis du får brug for og mod på at tale endnu mere om det at være bange, så er du altid velkommen til at ringe ind på vores Børnetelefon på 116111. Her sidder vores anonyme rådgivere klar til at lytte og hjælpe, og jeg tænker at det kunne være et sted, du kunne lette dit hjerte uden at skulle tage hensyn. Jeg kan også anbefale dig at kigge på vores hjemmeside, på http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/BorneBrevkassen/At%20vaere%20bange.aspx hvor du kan læse breve fra andre børn og unge, der af forskellige årsager er bange ligesom du selv. Endnu engang vil jeg sige tak for dit brev, jeg er rigtig glad for at mærke den motivation du har, til at gøre en indsats til få livslysten til at vågne tilbage. Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig alle mine tanker.  KH. Brevkassen.