Psykisk træt

Hej, jeg er en pige på 15 år snart 16 jeg har haft tre svære år.

Men for at jeg virkelig kan forklare det må jeg gå helt tilbage til jeg var født.

Jeg blev født tre måneder fortidligt født og allerede da jeg kom til verdenen havde jeg det svært, var nødt til at få hjælp til at trække vejret normalt og hjertet til at banke. Jeg blev nogen få år ældre og jeg skulle starte i børnehave, det var en meget lille børnehave og det var rart.

Da jeg endelig skulle starte i skole, var det også en meget lille skole hvor jeg kom i centerklasse og special undervisning, men da jeg kom i femte klasse syntes jeg stadig at de voksne behandlede mig som et lille barn så jeg valgte og flytte skole, nok den værste fejl jeg nogensinde jeg har gjort. Jeg blev flyttet over til en meget større skole hvor mine to lille brødre gik, jeg bliv meget mobbet det første år af de andre i min klasse og af de større. Og jeg bliv meget ked af det og ville ikke skole jeg var indelukket og var ikke sammen med de andre. Jeg var også meget syg og var hjemme for det meste.

I sjette klasse på det tidspunkt vidste mine forældre ikke hvad der skete over i skolen men en dag da jeg var derhjemme og spillede på min computer var der en mand som jeg troede dengang bare var en dreng på min alder han spurgte om min Skype og jeg gav ham den. Men gid jeg havde sagt nej, han ringede til mig og jeg svarede og der brød min verden nærmest sammen. Jeg kunne ikke se hans ansigt men der var stadig facecam på og han sad og blottede sig overfor mig, han slukkede efter noget og jeg sad bare shokeret der men efter jeg genvandt fatningen løb jeg hen til mine forældre grædende og fortalte dem havd der var sket, de var kede af det og shokeret også. De ringte til politiet hurtigst muligt. Og ja så kom jeg hen på stationen og alt det

efter det da jeg kom på skolen igen var jeg bange, nervøs og trist jeg turde ikke stole på nogen og jeg holdte mig for mig selv jeg begyndte og skære i mig selv, jeg græd mig selv i søvn vær nat hvor jeg fik mareridt om ham manden. Og ingen vidste hvor dårligt jeg havde det inde i mig selv og mobberigerne stoppede ikke de kaldte mig grim tik og brilleabe. Jeg negyndte selv at tro det, jeg turde ikke sige det til nogen voksne så jeg holdte min kæft om det.

I starten af syvene klasse var mobberiget stoppet og jeg havde det fint, men mareritene var der stadig og jeg var også trist og angsten for a være på skolen var stor. De voksne havde sagt at vi skulle tænke på vores fremtid, men helt ærligt have jeg ikke tænkt på det mest fordi mit liv ikke gir nogen mening og jeg var bare ligegyldig. Men i næsten slutningen af syvene have sundhedsygeplejsken opdaget hvordan jeg havde det og ringede til mine forældre om det og de ringte så til en familierådgiver på min skole hvor jeg skulle have samtaler med hende så hun kunne hjælpe mig.

Det er nu to dage siden min sommerferie sluttede og jeg går i ottende nu, mine problemer er ikke blevet mindre men jeg går stadig til den familierådgiver, jeg har bare lyst til at give op.

Jeg spiser heller særligt meget og jeg helt stoppet med at spise på skolen eller i nærheden af menesker og jeg holder mig altid indenfor på mit værelse med låst dør og gardinerne trukket ned så det er helt mørkt.

Jeg føler ikke jeg kan stole på nogen og at alle hader mig, jeg har taget nogen masse angst og depression’s test og de har alle sagt jeg har svært angst og depression. Jeg har også mange selvmords tanker som jeg virkelig hader. Mine forældre forstår mig heller ikke rigtig de støtter mig selvfølgelig men de forstår bare ikke hvorfor jeg ikke kan være glad og alt det..

Jeg har virkelig brug for hjælp så jeg håber at i kan hjælpe mig ellers ved jeg bare ikke hvad jeg skal gøre mere, måske skulle jeg bare give op og ende mit nederent liv..

Håber virkelig i kan hjælpe mig, i er mit sidste håb.

Fra den pige.