Kære pige på 16
Hvor er det godt, at du reagerer og søger hjælp til at få stoppet din ex-kæreste. Jeg kan godt forstå, at du er bange for ham, for hans adfærd er meget voldsom.
Mon du ved, at det, han gør, faktisk er ulovligt? Man må ikke sprede falske rygter om andre. Det kan man straffes for. Man må heller ikke sende trusler om vold. Eller udsætte andre for vold, som han også gør, når han skubber dig så hårdt, at du får blå mærker.
Jeg kan forestille mig, at du måske kan føle dig helt magtesløs overfor hans adfærd. Men der er flere måder, du kan få ham stoppet på.
For det første vil jeg råde dig til at tale med en voksen om det. Det kunne være dine forældre, en lærer eller en venindes mor. Det er nemlig vigtigt, at der er nogen i dit netværk, der hjælper og støtter dig - både med at få ham stoppet men også med de reaktioner, du måske kan få på baggrund af hans adfærd.
Det andet, du kan gøre, er at få myndighederne til at hjælpe dig. Du kan faktisk kontakte politiet og melde din kæreste eller få en snak med dem om, hvad de og du kan gøre for at stoppe ham. Jeg vil derfor anbefale dig at gemme de truende beskeder, du modtager, som bevis til politiet.
Du kan også kontakte den anonyme rådgivning i din kommune. Her vil de kunne fortælle dig om det SSP-samarbejde, der er i kommunen og henvise dig dertil. SSP er et samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, der netop arbejder med at stoppe og forbygge kriminalitet blandt børn og unge.
Du finder telefonnummeret på den anonyme rådgivning på kommunens hjemmeside.
Næste gang din ex-kæreste kontakter dig med trusler eller rygter, kan du overveje at sige til ham, at det, han gør, er ulovligt og strafbart. På dem måde viser du ham, at du ikke har tænkt dig at finde dig i hans adfærd længere. Måske kan det faktisk skræmme ham lidt.
Når man er udsat for trusler og vold som du, kan man godt komme til at reagere psykisk. Nogle reagerer med søvnproblemer, frygt for at færdes ude og være alene. Nogle har stor skamfølelse og tænker, at de selv har været ude om det, der skete, selvom man aldrig selv er skyld i vold.
Det er ikke ualmindeligt, at reaktionerne på vold og trusler først viser sig noget tid efter en voldelige hændelse. Der kan altså godt gå uger eller måneder. Hvis du derfor oplever, at du nu eller fremover får det skidt, er det vigtigt, at du søger hjælp.
Måske vil det være nok for dig at tale med venner eller familie. Det kan også være, at du tænker, at det er nødvendigt også at tale med f.eks. en psykolog om det, der skete. Så kan du henvende dig til din læge og bede om hjælp.
Jeg håber, du hurtigt får bedt om mere hjælp, så du ikke længere skal frygte din ex-kæreste.
Mange tanker og Kærlig hilsen BørneTelefonen