Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Pinligt

Jeg skrev engang med en på Snapchat og så en dag spurgte jeg hende om vi skulle være kærester fordi hun var smuk og sådan noget.

Så er det at mine venner de finder ud af det i dag og de begynder at drille mig med det og pigen jeg skrev med udgav sig for at være end anden. Hun sendte heletiden billeder af en anden pige.

Hvad skal jeg gøre?😞

Dreng, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år

Det er så sejt, at du skriver herind. Når noget er pinligt, og når man bliver drillet, så kan det måske være grænseoverskridende at fortælle det til andre. Men det tør du, når du skriver et brev herind – og det er så modigt.

Jeg kan godt forstå, at det er rigtig træls, når dine venner driller dig. Der er ingen børn eller voksne, som synes det er sjovt at blive drillet på den måde. Når dine venner driller dig, så kan det godt være, at de driller dig for sjov. Og at det ikke er meningen, at de vil gøre dig ked af det. Men sådan opfatter du det ikke, og det kan jeg godt forstå.

Det der er sket, er ikke noget du er skyld i. Du har skrevet eller snappet med en pige på snapchat, og hun har udgivet sig for at være en anden. Derfor er det også hende, som har gjort noget forkert. Du synes hun var smuk og måske sød, og du ville gerne skrive og snappe med hende. Du kunne ikke vide, at hun ikke var den, som hun udgav sig for at være.

Der er faktisk mange der oplever det, som du har oplevet. At skrive med én på de sociale medier, som udgiver sig for at være en anden. Når det sker, så er det en rigtig svær og træls oplevelse. Og selvom man er opmærksom på, hvem man skriver med, så kan det godt ske alligevel. Men det er vigtigt, at du bliver ved med at være opmærksom, hvis du skriver med én du ikke kender. Ligesom du sikkert plejer at være.

For at få dine venner til at stoppe med at drille så tror jeg, det er en god idé at snakke med dem om det. Og fortælle dem, at du bliver ked af det, når de driller dig. Måske tænker de ikke over, at du ikke synes det er sjovt.

Du kan sige “Jeg synes ikke det er sjovt, når I driller mig med hende, som jeg skrev med på snapchat. Jeg vidste ikke, at hvem hun virkelig var. Hun snød mig. Vil I ikke stoppe med at snakke om det, for det gør mig ked af det”.

Tror du, at du har mod på at fortælle det til dine venner?

Det kan også være, at du har brug for hjælp til at sige det. Hvis det er nogle venner i skolen, så kan du måske forklare din lærer, hvad der er sket. Det kan også være, at du kan forklare dine forældre, hvad der er sket. Hvis din lærer eller dine forældre ved, hvad der er sket, så kan de hjælpe dig med at snakke med dine venner om, at de skal stoppe.

Jeg ved ikke om du synes, at det er grænseoverskridende at skulle snakke med din lærer eller forældre om det. Men jeg tror de vil blive glade for, at du fortæller dem det.

Hvis du ikke har lyst til at fortælle, at du har spurgt om I skulle være kærester, så behøver du ikke det. Du kan jo sige til dem, at du har skrevet med en pige, som udgav sig for at være en anden. Og at dine venner driller dig med, at du har skrevet med hende.

Du bestemmer selv, om du vil snakke med dine venner først, eller have hjælp af din lærer eller dine forældre. Men det er vigtigt, at dine venner ved, at du bliver ked af det når de driller dig.

Jeg håber meget, at mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe på tlf. 116111.

Varme hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat