Personlighedsforstyrrelser??

Hej,

jeg er en pige på snart 18 år (jeg ved ikke om jeg er en anelse for gammel til at skrive her, men jeg har ingen andre at henvende mig til).

I hverdagen opdager jeg, at der er mange ting ved mig, som er anderledes end alle andre, og ting som gør det svært for mig at få hverdagen til at fungere.

Jeg har i flere år tænkt, at jeg har en ængstelig personlighedsforstyrrelse (tror jeg det hedder), da jeg er så ekstremt genert og bange for at blive afvist af folk (plus andre ting), at jeg sådan set kun snakker med min kæreste i hverdagen, og hvis ikke han er der, sidder jeg for mig selv og ikke tør at gå over til nogle nye mennesker og snakke med dem.

Jeg har også i længere tid tænkt, at jeg har ADHD eller ADD (jeg er ikke 100 på forskellen mellem de to). Jeg har ekstremt meget besvær i timerne, da jeg bliver distraheret af alt. Min koncentration når jeg skal lave opgaver er forfærdelig. Selv hvis jeg spørger en lærer om hjælp, kan jeg glemme at lytte til hvad de siger, og begynde at dagdrømme eller kigge på noget andet imens de snakker direkte til mig. Ovenikøbet har jeg det med at gå midt i timerne, bare fordi jeg ikke gider sidde stille længere.

Hvis det ikke var slemt nok, tænker jeg, at jeg også har en emotionelt ustabil personlighedsforsyrrelse, altså borderline. Jeg har virkelig svingende følelser, som jeg slet ikke kan kontrollere, og jeg føler mig tit tom indeni. Jeg er blevet meget vild med at drikke siden jeg begyndte at have det sådan her, det er ikke et problem for mig, men lige så snart jeg er til fest eller et sted hvor folk drikker, så kommer jeg altid til drikke for meget med vilje.

Jeg hader også virkelig at være alene, ikke mest som i fysisk alene, men bare at have ingen at vende mig til. Jeg nævnte, at min kæreste er den eneste jeg snakker til. Når han ikke er til at komme i kontakt med, eller han laver noget for sig selv eller med venner, så sidder jeg for mig selv og tænker at han ikke gider mig overhovedet, og han gider kun lige at være sammen med mig når han keder sig og ikke har andet at lave.

Han har slet ikke givet mig nogen grund til at tro det, men det er bare noget jeg kommer til hver eneste dag. Selv hvis vi er sammen, og han lige får en besked fra en af sine venner, så bliver jeg ked af det, for jeg lige pludselig begynder at tænke, at han heller vil være sammen med dem end mig, og at jeg bare lige så godt kunne gå og han ville være ligeglad.

Men på samme tid er der ikke noget jeg hellere vil, end at være sammen med ham, og jeg er så inderligt bange for at min ‘klistrethed’ driver ham væk. Flere gange om ugen bliver jeg så ked af det sent om natten, hvor jeg sidder og tænker, hvor jeg bliver nødt til at skrive til ham for at være sikker på at han ikke havde tænkt sig at forlade mig. Han forsikrer mig altid, at han har ingen planer om det, men alligevel bliver jeg nødt til at spørge igen et par dage efter.

Jeg ved egentlig ikke, om nogen af de ting jeg har skrevet om passer til de forstyrrelser, jeg har tænkt, at jeg har, men nu har jeg i hvert fald skrevet hvordan jeg har det.

Grunden til, at jeg ikke har fortalt mine forældre er, at de ikke vil tro på mig. Det er ikke bare noget jeg tror, det er noget jeg ved. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, fordi alt dette går ud over mine karakter, og når man går på htx som jeg gør, er det stærkt forventet at man får høje karakter.

Jeg har også i desperat forsøg på at finde ud af noget taget flere tests online, for at se, hvad de siger om sagen, og jeg får altid at vide, at det er meget stor chance for, at jeg har de ting jeg tester efter. Jeg ved selvfølgelig godt, at man ikke skal stole på en online test, men jeg kigger alligevel.

Jeg ved bare ikke hvem jeg skal snakke med, omkring den måde jeg har det på, eller hvad jeg kan gøre ellers.

Hilsen H