Overgreb – depression

Kære pige på 21 år

Tusind tak for dit brev. Jeg er virkelig glad for, at du har fundet modet til at skrive og fortælle om den meget ubehagelige oplevelse, du havde for nogle år siden.

Du havde fået tillid til din mors kæreste, og han misbrugte den på det groveste. Det, han gjorde, var ulovligt, og der er intet, der kan undskylde det. Du har efterfølgende tænkt på, om det var dig, der var paranoid, og han virkelig ikke kunne kende forskel på dig og din mor, men jeg kan garantere dig for, at det ikke er tilfældet. Du er ikke paranoid. Men det er normalt at få sådanne tanker. Du forsøger ganske enkelt at forklare en fuldstændig uforståelig adfærd hos din mors kæreste.

Du var bange for, om det ville ske igen, hvilket det heldigvis ikke gjorde, men så blev du i tvivl om, hvorvidt der var noget galt med dig. Uden at have kendt ham, vil jeg gætte på, at han med 100 % sikkerhed vidste, at det var dig, han gik alt for tæt på den aften, men at han forsøgte at bortforklare det næste morgen - og at det aldrig gentog sig, fordi han godt vidste, at det var forkert. Det var ikke fordi, at der var noget galt med dig. Jeg tænker også, at det at du sagde fra på en meget direkte måde - ved at rejse dig og lægge dig ind i din egen seng - gjorde at han aldrig forsøgte på det igen. Så du kan takke dig selv for, at det ikke gentog sig. Selv om en enkelt oplevelse af den slags er nok til at sætte dybe spor, er det virkelig godt, at du faktisk forhindrede det i at fortsætte.

I det hele taget er jeg meget imponeret over, hvordan du håndterede det. Det er klart, at du gik i chok til en start og at du ikke turde sige stop. Han har været både større og stærkere end dig, og du vidste ikke, hvordan han ville reagere, hvis du sagde stop. Men efter nogle minutter, som forståeligt nok for dig føltes som en evighed, havde du (måske ubevidst) lagt en plan for, hvordan du kunne sige fra: Nemlig ved at rejse dig og forlade rummet, inden han kom endnu tættere på dig og overtrådte endnu en grænse. Det var en god måde, hvorpå du tydeligt signalerede, at han skulle stoppe, og samtidig bragte dig selv i sikkerhed. Jeg ved, at andre piger også har sagt fra på den måde i lignende situationer.

Det er helt naturligt, at du stadig er påvirket af hændelsen. Det betyder overhovedet ikke, at du er svag. Sådanne hændelser - eller overgreb, som man vil kalde det - sætter sine spor uanset hvor stærk man er. Det handler ikke om, at du ikke er voksen nok til at tage vare på dig selv, når du f.eks. bliver ked af det, når du er alene. Det er en helt normal reaktion, og personer, der udsættes for overgreb i en voksen alder, vil også reagere med f.eks. tristhed eller aggression længe efter overgrebet har fundet sted. Især hvis de ikke sørger for at få det ud, men går med det alene.

Du har gået alene med oplevelsen rigtig længe, hvilket for mange er psykisk nedbrydende. At bære alene rundt på oplevelsen har tydeligvis også haft stor betydning for din livskvalitet og de valg, du har truffet i forhold til arbejde og uddannelse. Jeg tror, at mange, der har været udsat for overgreb, vil genkende sig selv i din historie.

Hvor er det godt, at du på et tidspunkt valgte at fortælle om overgrebet til din kæreste. Det var helt rigtigt gjort. Som du skriver, har det også betydet, at han er blevet mere forstående over for dit humør og dine aggressioner. Du var måske nervøs for at fortælle ham det, men der kom noget godt ud af det. Kunne du mon forestille dig, at der også ville være nogle fordele ved at få talt med din mor om det...? Også selv om du ikke føler, at du har modet til det lige nu? Måske kan du finde støtte hos din kæreste til at fortælle det.

Du kan også tale med din læge om overgrebet. Lægen kan hjælpe dig med at håndtere eftervirkningerne (tristheden og aggressionerne) eller måske henvise dig til nogen, der kan. Lægen har tavshedspligt, og du har mulighed for f.eks. at bede din kæreste om at gå med.

Du kan også kontakte en telefonrådgivning for bl.a. børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, f.eks. SISO. SISO er det nationale videnscenter for sociale indsatser ved seksuelle overgreb og fysisk/psykisk vold mod børn. SISO hører under Socialstyrelsen. Deres telefonrådgivningen har telefonnummer 20 77 11 20, og du kan være anonym. Du kan f.eks. ringe og spørge om hvilke muligheder, der er for at få hjælp til at bearbejde overgrebet i det område, du bor, eller om de kan anbefale en brochure eller bog, som beskriver de eftervirkninger, man kan opleve efter overgreb. Du kan læse mere her om deres rådgivning her: http://socialstyrelsen.dk/born/overgreb/siso/telefonradgivning

Jeg er næsten helt sikker på, at du vil få det bedre, hvis du finder nogle trygge rammer, hvor du kan tale om det, der skete, og alle de tanker og følelser, du efterfølgende har båret rundt på. Måske kan det hjælpe dig at tænke på, at mange andre har været igennem det samme efter et overgreb, og har fået hjælp til at tackle eftervirkningerne, så det ikke påvirker dem lige så meget længere.

Jeg ønsker virkelig det bedste for dig. Du kan altid ringe til os på 116111. Vi vil meget gerne hjælpe dig videre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen