Kære 11-årige dreng
Jeg føler med dig. At være barn, og skulle miste sin mor, det er svært. Hele din verden er blevet anderledes.
Det lyder som om det var et voldsomt chok for din far og dig, da din mor døde. Jeg fornemmer, at du måske tænker, at din mor kunne være blevet reddet, hvis ikke I var blevet afbrudt første gang I ringede 112 ? Hvis ambulancen var kommet tidligere? Det er meget almindeligt, at man efter en katastrofal situation bliver ved at spekulere over, HVIS NU jeg havde gjort det og det, eller HVIS NU det og det ikke var sket – så ville alt være endt bedre. Man kan næsten blive skør af at spekulere. Jeg ved ikke, om du har det sådan, men måske genkender du det?
Efter at de havde prøvet at redde din mor, måtte du ikke se hende, er det mon det, du mener med at du ikke måtte se? Jeg kan godt forstå, hvis du gerne ville se hende. Og jeg kan godt forstå, hvis du synes det var svært, at der kom fremmede ind i jeres hus, og på en måde skubbede dig væk.
Nu kan du ikke sove om natten, fordi du er bange for, om du overhovedet vågner igen, eller om der sker din far noget. Det sker for rigtig mange mennesker, at de får den frygt. Det er en logisk tanke: ”Hvis en person jeg elsker bare kan forsvinde, så kan alle bare forsvinde…”. Det tager lang tid, før den frygt forsvinder. Og du fortæller, at din far også er alvorligt syg. Så jeg kan godt forstå, at du er rigtig bekymret. Ved din far mon, hvor bange du er for, at han også skal dø?
Jeg tænker på, om I får talt sammen – om dengang din mor døde, og om hvordan du har det nu?
Det er vigtigt, at I to taler sammen. Man kan være bange for at gøre hinanden kede af det, hvis man begynder at snakke om det triste, men faktisk hjælper det.
Du skriver, at det ødelagde meget af dit liv. Jeg kan forestille mig, at du måske slet ikke synes, du kan få lov at være barn mere, især fordi din far også er syg. Det lyder som om, du tog ansvar for din mor, dengang I ikke kunne vække hende, og hun skulle have hjælp. Og du tager også ansvar for din far nu, ved at du bekymrer dig meget om ham. Du er mere moden end de fleste 11-årige, og tænker måske, at du skal være voksen nu?
Selvom du er moden, tror jeg alligevel, at du har brug for hjælp og trøst. Du har brug for støtte til at kunne klare dine bekymringer, tror jeg. Jeg ved ikke, hvad du fejler, siden du skal have lavet et EKG. Men jeg ved, at man kan få meget ondt omkring hjertet af sorg, stress og bekymringer. Det kan føles, som om hjertet er ved at gå i stykker, uden at hjertet egentlig fejler noget.
Jeg synes, du skal ringe til os på 116 111 og tale med os.
Du fortæller, at psykologen ikke hjalp dig, men måske kan vi hjælpe dig med, at du får en anden psykolog eller en anden slags hjælp. Senere, når du selv er klar til det. Eller også kan du bare snakke med os. Det tror jeg, vil være virkelig rart for dig.
Vi kan nok også hjælpe din far, han kan nemlig ringe til vores Forældretelefon på 35 55 55 57, hvor han kan få støtte og hjælp til, hvordan I klarer jer, efter I har mistet din mor.
Jeg håber meget, at vi hører fra dig. Mange kærlige tanker og kram fra BørneTelefonen
