Brev

Mit liv falder sammen

Kære Børnetelefonen

Jeg er er en pige på 14 år og går i 8. klasse.

I løbet af mit liv har jeg haft nogle problemer: Jeg har følt mig ensom i flere år, fordi jeg aldrig har haft mange venner. Jeg har kun haft en tæt veninde i løbet af årene som jeg holder meget af.

For to år siden blev min søster blev diagnosticeret med anoreksi og OCD i svær grad.

For et år siden begyndte jeg at blive mobbet i klassen. Min veninde prøvede at stoppe det, men det kunne hun jo ikke alene uden en voksen.

Også for et halvt år siden begyndte jeg at tro at jeg havde angst. Jeg fortalte det til min veninde, og hun skrev så til min lærer og så fortalte jeg så min lærer at jeg troede jeg havde angst. Min lærer ringede med min tilladelse til mine forældre og sagde det. Jeg blev nu ikke længere mobbet, men det er noget der stadig følger mig.

I september blev jeg diagnosticeret med angst og går i behandling for det og min psykiater fortalte at jeg muligvis har aspergers syndrom. Jeg tør ikke fortælle min psykiater alle de ting der står her i brevet, for jeg ved at hun har pligt til at sige det meste af det videre til mine forældre, men jeg føler ikke at mine forældre forstår mig.
De kan ikke se på mig når jeg har et anfald og de er så ubehagelige at snakke med om sådan nogle ting fordi de altid behandler mig som et lille barn når vi snakker om det.

Jeg har mange angstanfald i skolen og et par gange derhjemme og det er SÅ ubehageligt.

Min veninde er begyndt at have rigtig mange sygedage. Jeg ved at hun ikke har det så godt, men jeg ved ikke hvorfor. Hun fortæller mig ikke altid hvad der er galt. Jeg tror hun ikke fortæller det fordi hun på en eller anden måde prøver at skåne mig, men jeg vil gerne vide hvad der er galt for det får mig til at føle mig som en dårlig veninde at hun ikke fortæller mig det.

Når hun ikke er i skole føler jeg mig så utrolig ked af det hele tiden og jeg er begyndt at tro jeg har en depression og er begyndt at lave selvskade.

Jeg er SÅ stresset over skole og og behandling og udredning og jeg føler ikke at mit liv er for hårdt. Jeg har ikke lyst til at tage i skole, ikke lyst til at lave noget, ikke lyst til at leve…

Hvad skal jeg gøre for at min veninde vil fortælle mig hvad der er galt?

Hvad skal jeg gøre for ikke at have det som om at mit liv falder sammen?

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14

Det er tydeligt, at der lige nu sker rigtig mange ting i dit liv. Og selvom alt nogle gange kan virke næsten uoverskueligt, er du faktisk ret godt på vej. Du har haft modet til at fortælle din veninde om angsten – og hun har støttet dig i at snakke med din lærer. Og før det støttede hun dig, da du blev mobbet. I er fantastiske veninder begge to, og jeg kan godt forstå, hvorfor I er kommet til at betyde så meget for hinanden.

Det er kun kort tid, du har gået hos din psykiater. Og jeg kan sagtens forstå, at der er ting, du føler kan være svært at fortælle hende om. Det tager nemlig tid at opbygge tillid til nye mennesker. Men samtidig tror jeg også, at din psykiater får bedre mulighed for at hjælpe dig, hvis hun får mere at vide om, hvilke tanker, du går rundt og gør dig. På den måde kan hun også finde ud af, at dine forældre nok også har brug for noget hjælp og støtte til, hvordan de bedst snakker med dig og støtter dig omkring de ting, der er svære. Jeg tror nemlig også, at dine forældre har brug for noget hjælp, så de på den bedste måde kan støtte både dig og din søster. Måske kunne din psykiater endda hjælpe dig med at få fortalt nogle af de ting til dine forældre, du har skrevet i dit brev?

Jeg vil foreslå dig at snakke med din psykiater om dine tanker om depression. Når du skriver, at du ikke har lyst til at tage i skole, ikke har lyst til at lave noget og ikke har lyst til at leve, kan det godt være symptomer på noget, som er vigtigt at fortælle til psykiateren. Men det kan også være, fordi det kan være ubehageligt at være i skolen, når det er der, du oplever mange angstanfald. Det er i hvert fald ikke meningen, at du skal gå rundt og føle sådan – og psykiateren har måske muligheder for at hjælpe dig med at få tankerne til at blive mindre eller helt forsvinde. Og samtidig har hun måske nogle gode idéer til, hvad du kan gøre, når du mærker at et angstanfald er på vej?

Mange der begynder at lave selvskade, gør rigtig meget for at skjule det for andre. Nogle fortæller, at de bagefter skammer sig over, at de har skadet sig selv. Men der er ingen grund til at skamme sig. Det allerbedste, du kan gøre for at komme selvskaden til livs, er faktisk at være åben omkring det og bede om hjælp. Din psykiater vil kunne hjælpe. Din lærer vil også kunne hjælpe. Eller måske dine forældre. Der er også en hjemmeside, hvor du kan få mere information om selvskade – og hvor de også har en anonym rådgivning, du kan kontakte. Det kan du læse mere om på www.selvskade.dk.

Din veninde har mange sygedage og fortæller dig ikke altid, når der er noget galt. Jeg tror, du har helt ret i, at hun gør det for at skåne dig. Måske tænker hun, at du har nok at kæmpe med. Men jeg er helt sikker på, at hun ikke ønsker, at du skal føle dig som en dårlig veninde – for det er du nemlig slet ikke. Hun ville ikke have valgt at hjælpe og støtte dig sådan, hvis ikke hun var rigtig glad for at have dig som veninde. Måske kunne du snakke med hende om, at selvom du har nogle ting at kæmpe med lige nu, er det vigtigt for dig også at kunne hjælpe og støtte hende? Og at du gerne vil vide de ting, der fylder i hendes liv – både de store og mere dagligdags ting?

I mit brev er jeg kommet med mange idéer – og jeg håber, du har kunnet bruge nogle af dem, og måske har fået lyst til at afprøve dem. Du skal huske at gøre tingene i det tempo, du har det bedst med. Du kan evt. gemme brevet og tage en ting ad gangen, hvis du har det bedst med det. Jeg synes, du er super sej og rigtig god til at sætte ord på, hvordan du har det. Den evne vil gøre det meget nemmere for andre at hjælpe og støtte dig, når det nogle gange bliver svært. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Psykolog

Har brug for hjælp

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her