Mit hoved
Hold kæft hvor er jeg træt af ikke at have styr på alt. Jeg når til et punkt en gang i mellem, hvor jeg føler jeg har styr på det, altså hvad kan gå galt!?
Men jeg har slet ikke styr på noget. Overhovedet.
Folk synes jeg er irriterende, jeg er helt sikker.
Jeg er træt af at føle mig så malplaceret.
Af og til når jeg bliver sur eller ked af det, skælder jeg mig selv ud. Fordi jeg ikke vil være en person der bliver så let ked af det eller sur.
Og så ser jeg kun en udvej, på med hætten, fuck systemet. Den attitude.
Men det er jo ikke det jeg vil.
Jeg ved faktisk slet ikke hvad jeg vil.
Alting er lidt tåget.
Oftes har jeg bare lyst til at græde, men det er også som om at jeg ikke altid kan.
Jeg bliver ved med at fortrænge tårerne, de skal ikke ses. Heller ikke af mig selv.
Smil du på, men heller ikke for meget smil. Så tror folk man er naiv. Men heller ikke for lidt smil. Så tror folk man er ligeglad.
Jeg vil have ham, meget.
Men jeg tror ikke at han har det på helt samme måde. Af og til viser han at han virkelig kan “lide mig”
Og så andre gange viser han mig det helt modsatte.
Men jeg er også dum. Jeg skal holde mig væk fra kærlighed og det lort. Jeg lægger for meget i det og ender med at blive ked af det. Jeg er alt for følsom. Og jeg er træt af det.
Jeg er bare valgt fra.
Jeg er træt af at græde. Fuck hvor jeg bare hader alt lige nu. Jeg kan ikke finde mig selv overhovedet.
Jeg vil bare gerne accepteres, men jeg føler ikke jeg bliver accepteret.
Jeg kan ikke finde rundt.
Jeg vil snakke med en om hvad jeg føler. Men jeg føler ikke jeg kan. Jeg ville have styr på tingene men jeg kan ikke. Jeg har ikke styr på noget, hverken min familie eller noget som helst.
Min familie vil knap nok kigge på mig af og til. Og måske har de en god grund til det, hvem ved. Men hold kæft hvor er jeg træt af at føle mig så alene.
Jeg ville være med. Men jeg kan ikke.
Jeg føler mig bare fanget i den er boble af depression og jeg kan ikke komme ud af det. Jeg er fanget.
Jeg prøver at græde og lade følelserne flyde ud. Og jeg prøver at fortrænge følelserne. Men intet virker.
Jeg ryster.
Jeg kan slet ikke finde ro.
Mit hoved køre rundt og rundt
Jeg kan ikke finde ud af hvem jeg har og hvem jeg ikke har.
Jeg ville bare gerne være glad.
Jeg ville have facaden på, men den er bare ødelagt.
Jeg får nogle meget ubehagelige episoder. Hvor jeg begynder at ryste, jeg begynder at græde, jeg kan ikke få styr på min vejrtrækning, jeg kan ikke finde ro og jeg føler at alle snakker grimt om mig.
Det kommer ofte når jeg oplever en form for usikkerhed, om hvor jeg har en person. Når jeg ikke ved hvad de synes om mig.
Jeg aner ikke hvor jeg har folk henne. Og det gør mig så bange.
Jeg vil bare skrige, men det er som om at jeg sidder fast.
Jeg er bange for at blive efterladt, jeg bange for at miste folk. Jeg ville bare gerne have, at alle kan lide mig. Jeg kan ikke finde ro og jeg føler mig slet ikke tryg nogen steder. Føler mig så usikker. Som om jeg konstant går ude på meget meget tynd is. Jeg ville have hjælp, men jeg ved ikke hvordan.
Jeg kan mærke, at jeg bliver drænet af energi.
Jeg ved ikke hvad jeg gør galt. Jeg ville bare væk. Men jeg kan slet ikke.
Jeg er bange for at snakke om det. Jeg er bange for at folk ser mig som en deprimeret person, som kun kan se det negative.
Jeg vil bare gerne have noget hjælp.