Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit hoved

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Jeg kan godt forstå, du har brug for at snakke med nogen om, hvordan du har det. Jeg vil prøve at hjælpe dig på vej til, hvad du kan gøre.

Rigtig mange unge mennesker er usikre på sig selv og andre. Kroppen forandrer sig, og humøret svinger. Det vigtigste i verden er ofte ens venner, og om man hører til eller føler sig udenfor. Det er naturligt at føle sådan – selvom det kan være ubehageligt.

Så når du synes dine venner, eller drengen du kan lide, virker usikre og ikke vil snakke eller andre ting, kan det altså også handle om, at de selv er unge, og det er svært med alle de ting, man skal igennem.

I forhold til dig så lyder det, som om din usikkerhed har bidt sig lidt fast og fylder meget både i din krop og hoved. Du skriver i dit brev: at du føler dig fanget i en boble af depression. Jeg ved ikke om du kender til, hvad depression er? Og jeg ved heller ikke, om det er det, du har.

Men husk, det er aldrig ens egen skyld, hvis man er deprimeret, trist og følsom – det hjælper at snakke med nogen om det.

Når jeg læser dit brev, så synes jeg, du er rigtig god til at beskrive dine følelser og hvordan du har det. Det er så fint, at du selv er opmærksom på sammenhængen mellem din usikkerhed overfor andre og på at kroppen begynder at ryste.

Kroppen begynder at “snakke”, når der er noget der er svært for os følelsesmæssigt. Det kan vi ikke kontrollere.  Det er selvfølgelig en svær oplevelse for dig, når det du prøver på, er at få kontrol og have styr på tingene, som du skriver. Men der findes faktisk måder, hvorpå man kan få hjælp til det.

Dit brev og måden du skriver på, får mig til at tænke på at skrive dagbog. Gør du det? Ellers kan det være en god måde at komme ud med alt det, der rumsterer i hovedet og kroppen. I en dagbog er det lige meget om der er styr på det. ALT kan skrives og det er kun for dig.

Det er ligesom en ventil, hvor du kan lukke lidt af trykket ud af hovedet. Prøv det hvis du har lyst.

Dit brev slutter med, at du gerne vil have hjælp, og det synes jeg også vil være en god ide, så du ikke længere går alene med alle de følelser og tanker. Første skridt har du jo allerede taget ved at skrive til Børnetelefonen. Så hvad er næste skridt?

Kan du f.eks forestille dig at snakke med en voksen, du godt kan lide? Det kan godt være svært at starte sådan en snak, men du er bare så god til at beskrive, hvordan du har det til mig.

Måske du kunne sætte dig ned og skrive et brev til en i din familie eller din lærer, hvor du fortæller, at du ikke har det så godt og godt kunne bruge en snak.

Kan dine forældre måske forstå dig bedre, hvis du fortæller dem, det du har fortalt i dit brev? Forældre vil for det meste gerne være der for deres børn, også selv de kan have svært ved at gøre det rigtige. Måske kan du give dem en chance for at hjælpe dig?

Det kan også være en anden voksen, en lærer du synes om, eller du kan bestille tid hos din læge, som også kan snakke med dig. Lægen kan også hjælpe dig til at snakke med dine forældre, hvis du synes.

Her er en lille video til dig, som handler om at snakke om det svære på en god måde. Måske du synes, den kan give mening: Fortæl noget svært

Jeg synes, det er vigtigt, du får snakket med nogen. Jeg bliver nemlig bekymret, når du fortæller mig om de ubehagelige episoder og følelsen af depression. Lægen kan hjælpe med at finde god hjælp til at få det bedre. Lægen kan nemlig hjælpe dig med at finde en psykolog, som ved en masse om, hvordan vi får det bedre, når vi har det skidt. Kunne du have mod på at ringe til lægen?

Nummeret står på dit gule sygesikringsbevis, og du kan enten tage derhen alene eller tage en person, du har tillid til, med.

Jeg ønsker for dig at du får snakket med nogen, så du kan få det bedre. Hvis du får brug for at skrive igen til Børnetelefonen er du altid velkommen og du kan også ringe og snakke med os.

Kærlige hilsner fra Børnetelefonen

 

 

 

 

 

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat